En fabiansk strategi er en militærstrategi, hvor konfrontationer og frontale angreb undgås til fordel for at nedslide en modstander gennem en udmattelses- og indirekte krigsførelse. Strategien forsøger at undgå afgørende kampe, mens den samtidig foreskriver, at man chikanerer sin fjende gennem mindre konfrontationer og ved at forstyrre tilkomsten af forsyninger. Hensigten med dette er at udmatte ens modstander samt påvirke moralen blandt dens styrker. Anvendelsen af denne strategi indebærer, at man mener, at tiden er på ens side: Normalt fordi den side, der anvender strategien, kæmper i eller tæt på dens eget hjemland, mens fjenden kæmper langt fra dens hjemland – hvormed fjenden er afhængig af lange og kostbare forsyningslinjer. Strategien kan også påtages, når man ikke kan udtænke en anvendelig alternativ strategi: Her kan strategien bruges til at fastlåse én aktuel konflikt – samtidig med det minimerer ens resurseforbrug – og køber en mere tid til at udtænke en alternativ strategi
I forlængelse heraf anvendes udtrykket også på andre situationer, hvor ét stort og ambitiøst mål ses som værende umiddelbart uden for rækkevidde, men målet dog kan opnås ved at tage små skridt.[1]