Fiale (gr. fiala, kar, skål) kaldes med et allerede i middelalderens slutningstid brugeligt ord de små firkantede eller ottekantede stentårne, som kroner den gotiske arkitekturs stræbepiller.
Pinakel (fr. pinacle, lat. pinnaculum; af pinna, svingfjer, murtinde) bruges i samme betydning som fiale, der især anvendes i Tyskland, medens pinacle er fransk-engelsk sprogbrug.[1]
Fiale består af to dele: forneden skaftet eller kroppen, hvis sider øverst ender i smågavle og for øvrigt kan være gennembrudte som baldakiner eller dekorerede med stavværk og blindinger; foroven det slanke, spidse tag, hvis kanter gerne er prydede med stenblade (tysk: Krabben, Knaggen[2]), medens der på toppen er anbragt en korsblomst.
Gotikkens dekorative tendenser førte til en meget udstrakt brug af fialer; på gotiske brudstensspir kan de gentages i det uendelige, ligesom de overalt flankerer de prydgavle, hvormed gotikken smykkede døre og vinduer. Endelig overførtes de, som så mange andre af stilens arkitekturformer, til kunsthåndværkets ornamentik, hvor de i lille format forekommer overalt i skulptur og i maleri, i træ og i metal.