Flensborghus

Flensborghus

Flensborghus blev opført med tilladelse fra Frederik 4. i 1725 med munkesten fra det nedbrudte Duborg Slot. Bag opførelsen stod Maria Christina Lorck, som var stærk inspireret af de pietistiske stiftelser i Halle. Det var hendes ide at der her skulle opføres det første danske vajsenhus uden for København [1]. Huset ligger i Flensborgs nordlige del tæt ved Nørreport. Fra 1760 blev en del af bygningen anvendt som tugthus samt kaserne for danske soldater. I 1865 kom bygningen under den tyske militærforvaltning. Efter 1894 blev huset ombygget til hotel. Efter 1.verdenskrig blev bygningen købt af Grænseforeningen og indrettet til dansk forsamlingshus og bibliotek (Flensborghus Bogsamling).

Huset er i dag centrum for det danske kulturarbejde i Sydslesvig. Både Sydslesvigsk Forening, Sydslesvigsk Vælgerforening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger har deres sekretariater og kontorer her. Flensborghus Boghandel lukkede i 1990'erne. I år 2000 blev bygningen omfattende restaureret.

Over den store rundbuede portal ses Frederik 4.'s monogram og Flensborgs byvåben i to sandstensrelieffer. I salen er der plads til aktiviteter som amatørteater, jazzkoncerter og debatmøder. I Flensborghus' klubværelse er tolv portrætter af fremtrædende sønderjyder af kunstneren Harald Slott-Møller. Portrætterne fremstår med hver sin individuelle baggrund, et landskab eller nogle karakteristiske bygninger.

  1. ^ "Grænseforeningen". Arkiveret fra originalen 3. marts 2014. Hentet 27. juni 2013.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in