Back أغنية فلكلورية Arabic Халыҡ йыры Bashkir Народна песен Bulgarian Lidová píseň Czech Δημοτικό τραγούδι Greek Traditional song English Popolkanto Esperanto Rahvalaul Estonian Kansanlaulu Finnish Chanson traditionnelle French
Folkevise, er i Danmark det hævdvundne navn, for den episk-lyriske vise, der i den internationale litteraturvidenskab har betegnelsen ballade. Uanset om man vælger det ene eller det andet navn, er det genrebetegnelsen for en verdslig danseviser fra europæisk middelalder. Viseformen er et alment europæisk kulturtræk, og der findes fælles stof og sidestykker til den danske balladedigtning i hele Europa.
Visen indeholder en fortælling om heroisk dåd og/eller kærlighed. Genren er defineret ved ikke at have nogen forfatter eller kendt oprindelig tekstform. Viserne findes ofte i forskellige versioner, der er opstået som følge af den mundtlige overlevering. Folkeviserne hører under samlingen af brugstekster, som blandt andet også indeholder salmer, slagsange og fædrelandssange. De kan handle om kærlighed, livet ude på det store hav eller på landet hos bondemanden, arbejdet med at lægge togskinner eller rejsen til Amerika. Det kan også være viser om krig, politik og aktuelle begivenheder som Titanics forlis eller den franske revolution. De folkeviser der er anvendt længst, alene via mundtlig overlevering, er viser som handler om sex, at drikke/feste og andre emner der blev anset som kulturelt værdiløse af de der samlede og nedskrev den danske viseskat. Kort og godt kunne en vise handle om hvad som helst i menneskets liv, alt fra sorg og glæde til hverdag og fest. Disse brugstekster har det til fælles, at de kan samle folk. Folkeviserne blev overleveret mundtligt gennem år 1200-1400. De blev digtet af omvandrende sangere, kaldet legere, der kom på herregårdene og sang til de adeliges fællesdans . Denne bestod af en kædedans i en cirkel, som psykologen Carl Gustav Jung forklarer som "et urgammelt, arketypisk symbol på ro, helhed og uendelighed". Denne symbolske cirkel kan tolkes som en "mandala", hvilket skal holde det onde ude. Netop denne påstand hænger godt sammen med brugen af folkeviserne, som kan tolkes som "katharsis", en renselse af slægten, der kollektivt gennem viserne får bearbejdet og forsonet sig med de tidstypiske livsproblemer. Folkevisen kunne altså samle mennesker om et bestemt emne eller problem og samtidig fungere som underholdning.
De middelalderlige folkeviser, vi kender, stammer fra optegnelser i adelens poesibøger fra 1500 og 1600-tallet. Da viserne ikke længere kunne beskrive adelens liv, blev de overtaget og videreført af almuen - det jævne folk. Fordi de ikke kunne læse og skrive, fortsatte den mundtlige overlevering til slutningen af det nittende århundrede. I 1800-tallets begyndelse fik de tidlige romantikkere, deriblandt Adam Oehlenschläger, øjnene op for folkeviserne, og dermed fik de en renæssance . Nationalromantikerne mente, at viserne var et udtryk for den nationale "folkeånd", og igen understreges det, at folkeviserne bliver opfattet som en social begivenhed. Det er i øvrigt på denne tid, at viserne fik navnet "folkeviser". Ordet er stadig udbredt i almindeligt sprogbrug, men er i forskningen erstattet af ballade. Grunden er, at genren blev til hos adelen og først senere antaget af almuen/folket.[1] Desuden er den danske visetradition en del af den fælleseuropæisk balladetradition.
Genren udvikledes i Danmark i løbet af det 13. århundrede på basis af både franske og nordiske traditioner. Folkeviserne gik af mode i overklassen i 1600-tallet, men kom stærkt tilbage i 1800-tallet. De fleste folkeviser menes at stamme fra 1200-1300 og blev brugt som underholdning. I dag betragtes de som vigtige kilder til kultur- og samfundshistorie.
Fra Danmark er der overleveret 539 ballader, hvilket i europæisk sammenhæng et usædvanligt stort antal.[2] De fleste af viserne findes i mange varianter, der hver for sig er udtryk for én sangers personlige udgave af en de 539 grundmodeller. Derfor kan hver af disse varianter betragtes som et selvstændigt værk.[3] Det ældst kendte eksempel på en dansk ballade er "Drømde mik en drøm i nat um silki ok ærligk pæl", et fragment fra ca.1300, der er brugt som penneprøve i runehåndskriftet af Skånske Lov (Codex Runicus). På grundlag af de adelige poesibøger udgav præsten Anders Sørensen Vedel sin samling Hundredvisebogen i 1591. Det var den første af sin art i Nordeuropa, og den har også været et vigtigt referenceværk for norsk balladeforskning. I 1695 udgav præsten og sprogforskeren Peder Syv en ny udgave af Vedels samling, som han udvidede med hundrede nye ballader. Den kaldte han Kæmpevisebogen. Den blev populær ikke bare i Danmark, men også i Norge og på Færøerne. Danske ballader blev også oversat til tysk og blandt disse fandt Johann Wolfgang von Goethe inspiration til sit digt Der Erlkönig 1782 (Dansk: Elverskud , DgF 47 B).
På Færøerne er fællesdanse ledsaget af ballader bevaret i en form, der ligner den oprindelige nordiske.[4]