Forfatterfunktion

Forfatterfunktionen er et litteraturteoretisk begreb, som den franske tænker Michel Foucault udviklede i essayet "Hvad er en forfatter?" fra 1969, hvori det er en central tese, at ”forfatteren” er en diskursiv størrelse snarere end en ”reel” forfatter. Dette betyder for Foucault, at i vore dages kultur er det kun visse tekster, der bærer en ”forfatterfunktion.” Således vil vi forbinde et litterært værk (fx en roman) med dens forfatter/ophavsmand (m/k), men vi vil ikke tænke på samme måde om et en grundbog i lægevidenskab.^[1] Ifølge den danske litterat Dag Heede mener Foucault, at idéen om "forfatteren" har en vigtig - men begrænsende - funktion i forhold til vores forståelse af en tekst. For Heede er forfatterfunktionen ”en ideologisk størrelse, der som en slags spændetrøje lægges ned over moderne tekster og holder deres mangfoldige betydningsstrømme i skak.”^[2] Foucault skriver således, at litteraturkritikkens forsøg på at studere flere tekster som et samlet hele beror på et "princip for en særlig enhed i skriften" der neutraliserer, som kan udfolde sig i en serie tekster."^[3] Ifølge litteraten Andrew Bennett er der en dobbelthed i Foucaults syn på forfatteren, for Foucaults interesse i, hvorfor folk i vore dage generelt er optaget af hvem der har lavet et udsagn hænger sammen med en modstand mod denne interesse i forfatteren. Foucault så hellere, at det var ubetydeligt, hvem der taler, dvs. hvem ophavsmanden (m/k) til en tekst er.^[4]

1. ^ Thomas A. Schmitz (2002) Modern LiteraryTheory and Ancient Texts: An Introduction. Malden: Blackwell Publishing, s. 126-127.
2. ^ Dag Heede (2004)Det tomme menneske: introduktion til Michel Foucault. København: Museum Tusculanum, s. 12.
3. ^ Michel Foucault, “Hvad er en forfatter?” Passepartout vol. 22 (2003): 19-20.
4. ^ Andrew Bennett (2005) The Author. London: Routledge, s. 19.