Frances Brodie Award er en idrætspris, der tildeles den curlingspiller, som bedst lever op til curlingsportens traditionelle værdier – dygtighed, ærlighed, fair play, venskab og sportsmanship – ved VM i curling for kvinder. Vinderen vælges ved afstemning blandt VM-turneringens spillere. Prisen blev stiftet til ære for Frances Brodie, som var drivkraften bag oprettelsen af det første VM i curling for kvinder i 1979, og som også var formand for kvindeudvalget under International Curling Federation.
I mange år blev prisen overrakt af Frances Brodie selv, men efter hun fik problemer med at rejse til VM-turneringerne, udpegede hun en repræsentant fra Royal Caledonian Curling Club til at foretage prisoverrækkelsen.
Mændenes tilsvarende pris er Collie Campbell Memorial Award.