Back Friedrich II. (HRR) ALS Frederico II d'o Sacro Imperio Romano Chermanico AN فريدريك الثاني Arabic فريدريك التانى ARZ Federicu II Hohenstaufen AST II Fridrix Hohenştaufen Azerbaijani ایکینجی فریدریش (ایمپیراتور) AZB Фрыдрых II (імператар Свяшчэннай Рымскай імперыі) Byelorussian Фридрих II (Свещена Римска империя) Bulgarian Friedrich II an Impalaeriezh Santel Breton
| Frederik 2. | |
|---|---|
 | |
| Kejser af det Tysk-romerske rige | |
| Kroning | 22. november 1220, Rom |
| Regerede | 22. november 1220 – 13. december 1250 (30 år og 21 dage) |
| Forgænger | Otto 4. |
| Efterfølger | Henrik 7. |
| Ægtefæller |
|
| Børn | |
| Hus | Huset Hohenstaufen |
| Far | Henrik 6., Tysk-romersk kejser |
| Mor | Constance, Dronning af Sicilien |
| Født | 26. december 1194 Jesi, Marche, Italien. |
| Død | 13. december 1250 (55 år) Castel Fiorentino, Sicilien |
| Hvilested | Katedralen i Palermo |
For alternative betydninger, se Frederik 2. (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frederik 2.)
Frederik 2. (26. december 1194 – 13. december 1250), var en af de mest betydningsfulde tysk-romerske kejsere i Middelalderen, og han tilhørte slægten Hohenstaufen. Hans politiske og kulturelle ambitioner var enorme, og de strakte sig fra hans residens på Sicilien op gennem Italien til Tyskland og helt til Jerusalem. Frederik skabte sig mange fjender, især de skiftende paver, og hans kejserslægt mistede magten få år efter hans død. Historikerne finder typisk superlativerne frem, når de beskriver ham, for eksempel professor Detwiler:
|
Et menneske med ekstraordinære evner, energi og kultur - en samtidig krønikeskriver omtaler ham som stupor mundi (Verdens vidunder), Nietzsche kalder ham for den første europæer, og flere historikere beskriver ham som den første moderne regent - Frederik skabte på Sicilien og i Syditalien noget, der meget ligner et moderne, centralt styret kongerige med en effektiv forvaltning.[1] | 
|
Han opfattede sig som en direkte efterfølger af antikkens romerske kejsere,[2] gjorde krav på titlen som romersk konge (konge af Tyskland) fra sin kroning i 1212, og ved en ny kroning i 1215 var der ikke længere en modkonge. Fra 1220 var han officielt kronet som tysk-romersk kejser. Allerede som treårig var han blevet udråbt som konge af Sicilien, med moderen Constanza som regent. Fra 1225 til 1228 havde han desuden titlen som konge af Jerusalem i kraft af sit ægteskab med Yolanda og sin deltagelse i det sjette korstog.
Han var jævnligt i krig med pavedømmet, idet paverne følte sig klemt inde mellem Frederiks besiddelser i Norditalien og kongeriget Sicilien. Han blev ekskommunikeret fire gange og blev ofte nedsættende omtalt i både samtidens pro-pavelige krøniker og i senere beskrivelser. Pave Gregor 9. gik så vidt som at omtale ham som Antikrist.
Frederik kunne begå sig på seks forskellige sprog (latin, siciliansk, tysk, fransk, græsk og arabisk[3]) og han var en usædvanlig aktiv støtte for videnskab og kunst. Han havde en vigtig rolle i udbredelsen af litteratur gennem den sicilianske skole for digtning. Fra omkring 1220 til hans død var hoffet i Palermo hjemsted for den første litterære anvendelse af et romansk sprog i form af siciliansk. Den poesi, der udgik fra skolen, havde væsentlig indflydelse på litteraturen og på det, der senere blev det moderne italienske sprog. Skolen og dens poesi blev hyldet af Dante og hans samtidige, og der gik mere end hundrede år, før toscansk blev det førende litterære sprog i Italien.[4]
Efter hans død gik der kun få år, før hele hans slægt var uddød, og huset Hohenstaufen ophørte med at eksistere.
- ^ Donald S. Detwiler, Germany: A Short History (Southern Illinois University Press, 1999) s. 43
- ^ "Hans drøm om universel magt fik ham til at se sig selv som en kejser fra antikken og som en direkte efterfølger af Augustus", skriver Roberto Weiss, The Renaissance Discovery of Classical Antiquity (Oxford: Blackwell) 1973:12.
- ^ Cronica, Giovanni Villani Book VI e. 1. Arkiveret 27. august 2008 hos Wayback Machine (Rose E. Selfe's engelske oversættelse)
- ^ Gaetana Marrone, Paolo Puppa, and Luca Somigli, eds. Encyclopedia of Italian literary studies (2007) Volume 1 s. 780-82, også 563, 571, 640, 832-36