French Open 2016 Damedouble | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 99 |
Dato(er) | 24. maj - 5. juni 2016 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 2.176.000 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Damedouble | Caroline Garcia Kristina Mladenovic (1. titel) |
French Open-mesterskabet i damedouble 2016 var den 99. turnering om French Open-mesterskabet i damedouble. Turneringen var en del af French Open 2016 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig i perioden 24. maj - 5. juni 2016 med deltagelse af 64 par.
Mesterskabet blev vundet af Caroline Garcia og Kristina Mladenovic, som dermed begge vandt deres første grand slam-titel i damedouble, og som blev det første rent franske vinderpar i turneringen siden 1971. For Garcia var triumfen den første grand slam-titel i karrieren, mens Kristina Mladenovic tidligere havde vundet to grand slam-titler i mixed double sammen med Daniel Nestor. I finalen besejrede franskmændene vinderne fra 2013, russiske Jekaterina Makarova og Jelena Vesnina, med 6−3, 2−6, 6−4.[2][3]
Bethanie Mattek-Sands og Lucie Šafářová var forsvarende mestre, men det andenseedede par tabte allerede i første runde til Kiki Bertens og Johanna Larsson.
Martina Hingis og Sania Mirza havde muligheden for at blive regerende mestre i alle fire grand slam-turneringer, eftersom de tidligere havde vundet damedoubletitlerne ved Wimbledon 2015, US Open 2015 og Australian Open 2016, men parret tabte i tredje runde til tjekkerne Barbora Krejčíková og Kateřina Siniaková.[4]