French Open 2019 Damesingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 112 |
Dato(er) | 26. maj - 8. juni 2019 Kvalifikation: 21. - 24. maj 2019 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 17.198.000 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Damesingle | Ashleigh Barty (1. titel) |
French Open-mesterskabet i damesingle 2019 var den 112. turnering om French Open-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af French Open 2019 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 26. maj - 8. juni 2019, mens kvalifikationen afvikledes den 21. - 24. maj 2019.
Mesterskabet blev vundet af Ashleigh Barty, som i finalen besejrede Markéta Vondroušová med 6-1, 6-3, og som dermed vandt sin første grand slam-titel.[2][3] Barty blev dermed den første australske vinder af en singletitel ved French Open siden Margaret Court i 1973. Sejren medførte, at hun avancerede til andenpladsen på WTA's verdensrangliste, hvilket var personlig rekord for den 23-årige australier.[4]
19-årige Markéta Vondroušová var, ligesom Barty, i sin første grand slam-finale, og hun var den første teenager i French Open-finalen i damesingle siden Ana Ivanovic i 2007, og den første teenager i en grand slam-finale i damesingle siden Caroline Wozniacki i US Open 2009. Hendes resultater medførte, at hun forbedrede sig fra 38.- til 22.-pladsen på verdensranglisten.
Turneringen var præget af mange overraskelser, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at ingen af de fire semifinalister (Ashleigh Barty, Amanda Anisimova, Johanna Konta og Markéta Vondroušová) tidligere havde været i en grand slam-finale i damesingle, og af de fire spillere var Konta den eneste, der inden da havde været i en grand slam-semifinale. Forhåndsfavoritten, fjerdeseedede Kiki Bertens, der havde vundet optaktsturneringen i Madrid, måtte opgive på grund af sygdom i sin andenrundekamp mod Viktória Kužmová, mens førsteseedede Naomi Osaka, der havde vundet de to foregående grand slam-turneringer, tabte i tredje runde til Kateřina Siniaková. Karolína Plíšková, der var seedet som nr. 2 og havde vundet opvarmningsturneringen i Rom, nåede også kun til tredje runde, hvor hun blev slået af Petra Martić, mens nr. 3, den forsvarende mester Simona Halep, var den af favoritterne, der klarede sig bedst ved at spille sig frem til kvartfinalen, hvor hun tabte til Amanda Anisimova.
Inden turneringen havde (ud over Plíšková og Bertens) også Angelique Kerber og Petra Kvitová haft muligheden for at overtage førstepladsen på WTA's verdensrangliste fra Naomi Osaka, men Angelique Kerber tabte i første runde til Anastasija Potapova, og Kvitová trak sig fra turneringen med en skade i armen. Og så endte Osaka med at beholde sin førsteplads efter mesterskabet.
Serena Williams havde muligheden for at tangere Margaret Courts rekord på 24 grand slam-titler i damesingle, men amerikaneren tabte i tredje runde til sin landsmand Sofia Kenin.
En af turneringens lidt oversete men meget imponerende præstationer stod den 20-årige russiske kvalifikationsspiller Anna Blinkova for, da hun fra og med anden kvalifikationsrunde i fire kampe i træk kæmpede sig tilbage i tredje sæt efter at have været bagud med mindst et servegennembrud. Først besejrede hun Anhelina Kalinina med 3-6, 6-2, 6-2 efter at have været nede med 0-2 i afgørende sæt. Dernæst gik det ud over Julia Glushko, der tabte 0-6, 6-4, 6-4 efter at have været foran med 3-0 i tredje sæt. I første runde af hovedturneringen vandt hun over Margarita Gasparjan, der blev slået 6-3, 4-6, 8-6, efter at Blinkova havde været bagud med 0-4 i tredje sæt. I den fjerde kamp skabte hun en gedigen overraskelse ved at sende værtslandets Caroline Garcia ud af turneringen med 1-6, 6-4, 6-4 efter i det sidste sæt at have været nede med 0-3. Blinkovas stime blev imidlertid stoppet i tredje runde, hvor hun i endnu en tresætskamp blev slået af Madison Keys, men resultaterne medførte, at hun for første gang siden februar vendte tilbage blandt de 100 bedste på verdensranglisten, hvor hun efter turneringen indtog 89.-pladsen.[4]