French Open 2019 Mixed double | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Fédération Française de Tennis |
Turnering nr. | 107 |
Dato(er) | 29. maj - 7. juni 2019 |
Spillested | Stade Roland Garros |
Værtsby | Paris, Frankrig |
Underlag | Grus |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | € 475.000 (ekskl. per diem)[1] |
Vindere | |
Mixed double | Latisha Chan Ivan Dodig (2. titel) |
French Open-mesterskabet i mixed double 2019 var den 107. turnering om French Open-mesterskabet i mixed double. Turneringen var en del af French Open 2019 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig i perioden 29. maj - 7. juni 2019 med deltagelse af 32 par.
Mesterskabet blev for andet år i træk vundet af Latisha Chan og Ivan Dodig efter finalesejr over Gabriela Dabrowski og Mate Pavić. Den useedede duo sikrede sig titlen ved at vinde med 6-1, 7-6(5) over det andenseedede par. Finalen var en gentagelse af finalen fra 2018, og Chan og Dodig blev dermed det første par i den åbne æra, som formåede at forsvare French Open-titlen i mixed double. Et succesfuldt titelforsvar for et makkerpar var ikke forekommet ved dette mesterskab siden 1965, hvor Margaret Court og Ken Fletcher vandt titlen for tredje år i træk, men Bob Bryan havde været den seneste spiller, der vandt mesterskabet to år i træk, da vandt titlen i 2008 (med Viktorija Azarenka) og i 2009 (med Liezel Huber). Det taiwanesisk-kroatiske vinderpar, der var useedet, tabte ikke et eneste sæt på vej til titlen og sikrede sig sejren ved at vinde over de to topseedede par i semifinalen og finalen.[2][3][4]
Sejren var Latisha Chans tredje grand slam-titel i karrieren, idet hun tidligere havde vundet US Open-mesterskabet i damedouble 2017 sammen med Martina Hingis og (som nævnt) French Open-mesterskabet i mixed double 2018. Ivan Dodig vandt ligeledes sin tredje grand slam-titel, eftersom han udover de to mixed double-titler også havde vundet French Open-mesterskabet i herredouble 2015 med Marcelo Melo som makker, og det var dermed også hans tredje French Open-titel.
Gabriela Dabrowski var i finalen for tredje år i træk efter at hun i 2017 vandt titlen sammen med Rohan Bopanna, hvilket altså blev efterfulgt af to finalenederlag i 2018 og 2019. Det var første gang, at en spiller var i finalen tre år i træk, siden Katarina Srebotnik var i finalen i 2006, 2007 og 2008.