French Open 1969

French Open 1969
Arrangement
ArrangørFédération Française de Tennis
Turnering nr.68
Dato(er)26. maj - 8. juni 1969
SpillestedStade Roland Garros
VærtsbyParis, Frankrig
UnderlagGrus
KategoriGrand slam
Vindere
HerresingleAustralien Rod Laver  (2. titel)
DamesingleAustralien Margaret Court  (3. titel)
HerredoubleAustralien John Newcombe
Australien Tony Roche  (2. titel)
DamedoubleFrankrig Françoise Dürr
Frankrig Ann Jones  (2. titel)
Mixed doubleAustralien Margaret Court
USA Marty Riessen  (1. titel)

French Open 1969 var den 68. udgave af French Open gennem tiden, og den anden udgave i tennissportens åbne æra. Mesterskabet blev spillet på Stade Roland Garros i Paris, Frankrig i perioden 26. maj - 8. juni 1969.

Herresinglemesterskabet blev vundet af Rod Laver, der vandt alle fire grand slam-titler i herresingle i 1969, og som dermed vandt en ægte grand slam for anden gang i sin karriere. I finalen besejrede australieren den forsvarende mester Ken Rosewall med 6-4, 6-3, 6-4. Sejren var Lavers niende grand slam-titel i herresingle i karrieren og hans anden sejr i French Open, efter at han tidligere havde vundet titlen i 1962. Rosewall var i herresinglefinalen i Paris for tredje gang, men det var første gang, at han måtte forlade en slutkamp i taberens rolle.

I damesingleturneringen løb Margaret Court med sejren efter at have besejret Ann Jones i finalen med 6-1, 4-6, 6-3. Australieren vandt dermed karrierens 15. grand slam-titel i damesingle, og det var tredje gang hun vandt titlen i Paris, idet hun tidligere havde sejret i 1962 og 1964. Jones spillede den næstsidste grand slam-singleturnering i sin karriere. Det var femte gang, at englænderen var i French Open-finalen i damesingle, og tredje gang at hun forlod turneringen med andenpræmien.

John Newcombe og Tony Roche vandt herredoublemesterskabet. I finalen besejrede australierne deres landsmænd Roy Emerson og Rod Laver med 4-6, 6-1, 3-6, 6-4, 6-4. Newcombe vandt dermed sin ottende grand slam-titel i herredouble, og sit anden French Open-mesterskab i herredouble, idet han tidligere havde vundet i 1967. For Roche var sejren karrierens syvende grand slam-titel i herredouble, og alle syv var blevet vundet med John Newcombe som makker. Det var tredje år i træk (og 13. gang i løbet af de seneste 19 år), at herredoubletitlen blev vundet af et australsk par. Den australske dominans aftog herefter, idet mesterskabet først blev vundet af et australsk par igen i 1985.

Damedoubletitlen blev vundet af Françoise Dürr og Ann Jones, som besejrede Margaret Court og Nancy Richey i finalen med 6-0, 4-6, 7-5, og som dermed forsvarede den titel, de havde vundet året før. Det var anden og sidste gang, at den fransk-engelske konstellation vandt en grand slam-titel. Sejren var både Dürrs og Jones' tredje grand slam-titel i damedouble og begge havde vundet alle deres tre titler ved French Open. Ud over deres to mesterskaber som makkere havde franskmanden vundet i 1967 med Gail Chanfreau som makker, mens Jones tidligere havde sejret sammen med Renee Schuurman i 1963.

I mixed double-rækken sejrede Margaret Court og Marty Riessen efter finalesejr på 6-3, 6-2 over de forsvarende mestre Jean-Claude Barclay og Françoise Dürr. Det australsk-amerikanske makkerpar vandt dermed deres anden grand slam-titel i mixed double som makkere, idet de tidligere på året også havde vundet Australian Open 1969. Det var Courts 17. og Riessens anden grand slam-titel i mixed double.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in