Latinsk gerundiv er en infinit verbalform (nogle kalder den en af verbal-moduserne), der står adjektivisk (den kan ikke stå alene).[1] Den fortæller om noget, som bør gøres, og kan derfor også kaldes: futurum participium i passiv (fremtids tillægsmåde i lideform).[2] Det bøjes som et adjektiv efter 1.-2. bøjning,[3] altså sådan her:
Maskulinum singularis nominativ: verbets stamme+nd+us, vokativ: ...e, akkusativ: ...um, genitiv: ...i, dativ/ablativ: ...o. Pluralis nominativ/vokativ: ...i, akkusativ: ...os, genitiv: ...orum, dativ/ablativ: ...is.
Femininum singularis nominativ/vokativ: ...a, akkusativ: ...am, genitiv/dativ: ...ae, ablativ: ...a. Pluralis nominativ/vokativ: ...ae, akkusativ: ...as, genitiv: ...arum, dativ/ablativ: ...is.
Neutrum singularis nominativ/vokativ/akkusativ: ...um, genitiv: ...i, dativ/ablativ: ...o. Pluralis nominativ/vokativ/akkusativ: ...a, genitiv: ...arum, dativ/ablativ: ...is.
Engelsk gerundiv er betegnelsen på ing-formen anvendt adjektivisk, hvorimod den substantiviske anvendelse kaldes gerundium,[2] og en fællesbetegnelse er: the gerund.[4]
Flere danske fremmedord er latinske gerundiver, f.eks: