Ved behandling af havekunstens historie kan man følge to retninger, den
arkitektoniske og den landskabelige, som har visse formål og visse materialer tilfælles, men de er i kunstnerisk henseende grundforskellige i deres inderste princip.[1]
Den ene skabes som arkitekturen efter den
menneskelige tankes lovmæssighed, den anden efter
naturens lovmæssighed. Den almindelige
sammenfatten af de to arter til en fælles kunstart
har afstedkommet megen forvirring; ikke mindst
har den inddelende æstetik af den grund haft
vanskeligheder ved at placere havekunsten
passende mellem de skønne kunster. I
nedenstående kortfattede oversigt over den europæiske
haves udvikling er derfor hver art behandlet
for sig.
^C.Th. Sørensen kommenterer denne opdeling i sin bog Europas havekunst, 1959 s. 5ff. Sørensen mener det ville være klarere at inddele havekunstens værker i egentlige haver og stiliserede landskabsformer : Haven er grostedet, begrebets simple urform. De stiliserede landskabsformer opdeles så i fire hovedgrupper med vandingsanlægget som det ældste; han bruger gamle nationale navne og kalder dette for "spansk", fx Cordobas og Sevillas orangegårde. En stiliseret bjergbæk kaldes for "italiensk" med Villa d'Este som eksempel. Som "fransk" kaldes Le Notres stiliserede flodlandskaber, fx haven ved Versailles. Endelig kaldes det stiliserede bakkelandskab for "engelsk".