Henne Strand er et bade- og turiststed ved Vesterhavet i Sydvestjylland. Den hører til Varde Kommune og Region Syddanmark. Man mener, at Henne Strand oprindelig er grundlagt som vikingeby. Bebyggelsen rummer adskillige specialbutikker, overnatningssteder, samt nogle få restauranter og andre spisesteder.
I området omkring Henne Strand ligger mange feriehuse, der især lejes ud til tyskere og danskere. De største veje i bebyggelsen er Strandvejen, Gøge- og Gejlbjergvej. På Strandvejen ligger to hoteller og en svømmehal og på Porsevej findes desuden en badepension bygget i 1937, fortsat bevaret i sin oprindelige stil. Øst for selve Henne Strand ligger landsbyen Henne (el. Henneby), der er vokset sammen med feriebyen og mest er præget af sommerhusbebyggelser samt familiecampingpladsen, Henneby Camping.