Henrik 6. (Tysk-romerske rige)

For alternative betydninger, se Henrik 6.. (Se også artikler, som begynder med Henrik 6.)

Henrik 6.
Afbildning af kejser Henrik 6. i Codex Manesse, fra ca. 1300
Personlig information
Født	1. november 1165 Nijmegen, Holland
Død	28. september 1197 (31 år) Messina, Italien
Dødsårsag	Malaria
Gravsted	Tomb of Henry VI, Holy Roman Emperor[1], Katedralen i Palermo
Far	Frederik Barbarossa
Mor	Beatrice I af Burgund
Søskende	Filip af Schwaben, Frederik 5., hertug af Schwaben, Frederik 6., hertug af Schwaben, Otto 1., greve af Burgund, Konrad 2., hertug af Schwaben
Ægtefælle	Constance af Sicilien (fra 1186)
Barn	Frederik 2.
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Monark, forfatter
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Henrik 6. af Staufer-slægten (født i november 1165 i Nijmegen, død 28. september 1197 i Messina) var fra 1169 Romernes Konge og fra 1191 kejser af det tysk-romerske rige. Fra 1194 og frem til sin død var han de iure uxoris (fra sin ægtehustrus ret) på samme tid konge af Sicilien.

Henrik var den anden søn af i alt elleve børn af Frederik Barbarossa og Beatrice af Bourgogne. Han giftede sig i 1186 med Constance, der som datter af normannerkongen Roger 2. af Sicilien var Vilhelm 2.s tante og arving. I sin fars sidste leveår begyndte Henrik at opføre sig gradvist mere uafhængigt, men blev efter sin fars død viklet ind i flere store konflikter. En af de største interne stridigheder i kejserriget var mod Huset Welf og i særdeleshed den tidligere hertug af Sachsen og Bayern, Henrik Løve, som i årene forinden havde fået frataget sit len af kejser Frederik. Den største eksterne stridighed startede med Vilhelm 2. af Siciliens død i 1189, da Henriks dronning Constances krav på tronen ignoreret af de sicilianske adelige, som i stedet ophævede Tancred af Lecce til konge. Dette fik Henrik til at erklære det sicilianske kongerige krig - en krig, som han dog i første omgang tabte efter et militært nederlag ved Napoli i 1191.

Under en fyrstesammensværgelse, udløst af stridigheder om hvem der skulle regere Fyrstbispedømmet Liège, lykkedes det Henrik at få overdraget den tilfangetagne engelske konge Richard Løvehjerte, og efter at have sikret sig et enormt løsepengebeløb og Richards militære assistance lykkedes det endelig Henrik at erobre Sicilien i 1194. I årene 1195 og 1196 forsøgte Henrik at gøre kejsertitlen til et arveligt monarki, og at få det sicilianske kongerige juridisk indlemmet i det tysk-romerske rige, men førstnævnte blev blokeret af rigets fyrster, der frygtede en tiltagende centralisering af magten i kejserriget og sidstnævnte blev blokeret af pavemagten, som at Henriks slægt ville opnå en for stor geopolitisk magt i Middelhavsområdet. Henrik døde under forberedelserne til korstoget i 1197 (også kendt som Henrik 6.s korstog eller det tyske korstog), hvis mål var erobringen af Jerusalem, men muligvis også at bane vejen for en erobring af det Byzantinske Rige.^[2]

Tidlige historikere roste Henrik for hans magtpolitiske succeser og betragtede hans regeringstid som højdepunktet for Stauferslægtens autoritet, men nyere historikere har sået tvivl om hvorvidt dette ry er velfortjent. Blandt deres kritikpunkter er, at Henriks ekspansion i Sicilien og et vedvarende behov for at forsvare kejserlige titler i Norditalien førte til at hans muligheder for at forsvare sine tyske besiddelser blev særdeles begrænsede, og at behovet for kejserens personlige tilstedeværelse i mange forskellige dele af riget skabte et konstant fravær og overlod mange af rigets fyrster til sig selv, mens deres kejserlige funktion blev erstattet af ministermøder .^[3]

1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
2. ^ Joachim Ehlers i Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: Die deutschen Herrscher des Mittelalters. Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I., S. 267
3. ^ Ingeborg Seltmann: Heinrich VI. Herrschaftspraxis und Umgebung, S. 274, 275