Himmerlandshistorier

Titelbladet fra Himmerlandshistorier.
Tordenkalven. En af Himmerlandshistorierne beskriver denne krøbling.
Foto: N.C. Madsen

Himmerlandshistorier er en række noveller og fortællinger af den danske forfatter Johannes V. Jensen. De er alle relaterede til hans hjemstavn i det vestlige Himmerland. Novellerne skildrer livet der og egnens personer i sidste halvdel af 1800-tallet, så som "Tordenkalven" og Jensens egen farfar Jens Jensen Væver, men også mødet med det fremmede i Wombwells Menageri, der i sommeren 1888 havde rejst rundt i Jylland.[1] For de fleste af historierne gælder at stednavnene i Himmerland er opfundne. Således er et gennemgående navn "Graabølle".

Selv om Johannes V. Jensen havde fået udgivet to bogromaner og adskillige føljetonromaner før Himmerlandshistorierne, regnede han med, at hans forfatterskab begyndte med Himmerlandshistorierne.[2] I en brochure fra 1929 karakteriserede han fortællingerne selv med:[3]

Disse Historier er bygget paa Forfatterens Barndomserindringer, hans Forhold til Bønder og Slægt, nedlagt i Episoder og Skildringer. Med Tiden har Fortællingerne faaet kulturhistorisk Perspektiv, de er fra en Egn, hvor gammel Skik holdt sig længe, men hører nu ganske en Fortid til.

Johannes Møllehave karakteriserede temaerne i Himmerlandshistorier med 'død, hævn, sorg, skam, voldtægt, mordbrand, sær-hed, selvtægt'.[4] Okkulte fænomener optræder også i flere fortællinger, for eksempel en mors syner i "Bitte-Selgen" og spøgeriet i "Udflyttergaarden". Genremæssigt kan fortællingerne nok kategoriseres under Det Folkelige Gennembrud. Dog er der stillet spørgsmål om der er tale om klassisk hjemstavnsdigtning. Iben Holk foreslog i stedet mytisme — en genrebetegnelse han har opfundet eksklusivt til Johannes V. Jensen.[5]

  1. ^ Aage Jørgensen (april 2015). "Omkring Johannes V. Jensens himmerlandshistorie "Wombwell"". European Journal of Scandinavian Studies. 45 (1). doi:10.1515/ejss-2015-0002.
  2. ^ Selvbiografi til Nobelprisen
  3. ^ Den relevante del fra brochurens tekst er gengivet i bogen Johannes V. Jensen (1997). Himmerlandsk Musik. Gyldendal.
  4. ^ Johannes Møllehave (8. august 2001). "En him-mer-land-sk mund-fuld". Kristeligt Dagblad.
  5. ^ Iben Holk (28. august 1999). "Johannes V's mytisme". Information.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy