Hinduisme

Hinduisme er en verdensreligion, der har sin oprindelse i Indien. Den er en af verdens ældste religioner, og den har en kompleks og mangfoldig karakter.[1][2][3][4] Den er ikke stiftet af en enkelt person, og den har ingen fælles trosbekendelse, således som det er tilfældet i andre verdensreligioner.[5] I stedet er hinduismen en samling af forskellige religiøse og kulturelle traditioner, der har udviklet sig over flere tusind år.[3] [6]

I hinduismen har de troende forskellige forestillinger og praksisser. Der er en åben tilgang til spiritualitet, og hinduerne anerkender værdien af en personlig søgen efter sandhed og åndelighed.

Alligevel er der nogle centrale begreber og forestillinger, som går igen i al hinduisme: samsara, reinkarnation, karma, brahman, atman, moksha og samadhi. Se nærmere under "Lære" (nedenfor).

Der er mange guder i hinduismen, men der er en udbredt tendens til at betragte de enkelte guddomme som repræsentanter for eller aspekter af det ene upersonlige guddommelige princip: brahman.[7]

Centralt i hinduismen er endvidere templerne, hvor gudstjenesten foregår, og hvor guderne tilbedes. Hinduistisk tilbedelse involverer ritualer, bønner, ceremonier og pilgrimsrejser til hellige steder.[2]

Hinduismen har over 1 milliard tilhængere, hvoraf omkring 905 millioner bor i Indien. De fleste af de øvrige lever i resten af Syd-og Sydøstasien, men også i Øst- og Sydafrika, på Mauritius og på Caribien. I Europa (især Storbritannien), USA og Canada lever mange hinduer, primært som gamle og nye emigranter fra Indien.

Da hinduismen ikke har en enkelt religionsstifter, er dens forestillingsverden og praksis ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser, der er spundet sammen gennem en lang historisk udvikling.

  1. ^ Flood 1996.
  2. ^ a b Jens Toft Ravn Pedersen 2016.
  3. ^ a b A. Michaels (2004): Hinduism: Past and present. Princeton University Press.
  4. ^ Sharma 2003.
  5. ^ Wendy Doniger: On Hinduism. Oxford University Press, USA, 2014.
  6. ^ Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen, Silje Lyngar 2016 Hinduismens brændpunkt. Systime.
  7. ^ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 55.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in