Hollywood Walk of Fame er et æresfortov langs med gaderne Hollywood Boulevard og Vine Street i Hollywood, Los Angeles, Californien, der fungerer som en underholdningens hall of fame. Fortovet er belagt med mere end 2000 femtakkede stjerner, hvorpå der ikke kun optræder navne på menneskelige berømtheder, men også en del fiktive figurer, som bliver hædret af Hollywood Chamber of Commerce for deres bidrag til underholdningsindustrien. Walk of Fame vedligeholdes af egenfinansieringsforbundet Hollywood Historic Trust. Den allerførste stjerne, uddelt den 9. februar 1960, gik til skuespilleren Joanne Woodward.