House

For alternative betydninger, se House (flertydig). (Se også artikler, som begynder med House)
Denne side handler om en musikgenre. For artiklen om tv-serien, se House M.D..

House betyder direkte oversat fra engelsk "hus", og er en musikgenre, som er skabt til og af festen på dansegulvet. Den kan kategoriseres som en undergenre af den brede vifte af musik, der betegnes dance, eller EDM (Electronic Dance Music). Af den grund er fokus på rytmen i kraft af et taktfast 4/4 beat med tydelig stortromme på alle fire taktslag i et tempo på omkring 120-130 bpm (taktslag i minuttet). Dette akkompagneres af lilletromme/håndklap på taktslag 2 og 4 samt hihatte og ofte rigelige mængder percussion. Ligeledes er en prominent basgang en væsentlig del af det funky, synkoperede groove, som et house-nummer typisk er bygget op omkring og som er med til at distingvere det fra andre typer dance, fx eurodance. De repetitive og lagdelte loops er sædvanligvis grundstenene i housemusik, men variationer, heriblandt såkaldte edits, break-downs og build-ups er med til bryde de gentagne elementer, og styre spændingen blandt publikum på dansegulvet.

House er en samlet betegnelse for et hav af undergenrer, der alle har sine særlige karakteristika selvom grænserne mellem dem er ikke altid er lette at definere. Nogle af undergenrerne er: acid house (præget af skrigende Roland TB-303-synthesizere), deephouse, electro house, filter house, French house, minimal house, progressive house, tech house, tribal house og uplifting house.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in