Hvalfangst

Besætningen på havundersøgelsesskibet Princesse Alice poserer sammen med Albert Grimaldi (senere Prins Albert 1. af Monaco) mens de flår en fangst.

Hvalfangst betegner jagt på hvaler og er en praksis der mindst kan dateres tilbage til 6.000 f.Kr. Hvalfangst, sammen med andre trusler fra menneskelig aktivitet, førte til drastisk tilbagegang i bestandene af de største hvalarter og en reel bekymring for udryddelse af flere af arterne. Dette førte til at kommerciel hvalfangst blev underlagt et moratorium (fangststop) af den internationale hvalfangstkommission (IWC), ved fangstkvoterne for alle hvaltyper blev fastsat til 0 fra 1986. Siden er de fleste bestande af storhvaler stabile eller i fremgang og kun nordkaperen er stadig stærkt udryddelsestruet. Ved IWC’s årlige møde i 2006 blev Saint Kitts og Nevis deklarationen, som var en protest mod moratoriet, tiltrådt af flertallet af medlemslandene; hvilket i princippet kan give dem ret til at genoptage kommerciel hvalfangst.

De mest aktive støtter af forbuddet mod kommerciel hvalfangst opretholdes er Australien, New Zealand, Storbritannien og USA, disse lande har officielt tilkendegivet at deres synspunkt grunder i behovet for fredning af truede arter. Presset fra disse lande er størst på Japan der ifølge beskyldninger søger at omgå forbuddet mod kommerciel hvalfangst. Australien har fx derfor forøget presset på Japan, for at standse den japanske fangst, som ellers udføres med videnskabelige formål. Den 8. januar 2008 udsendte den australske regering inspektionsskibet Oceanic Viking til farvandet ved Antarktis for at overvåge og samle beviser for japanske hvalfangeres mulige overtrædelser af IWC’s regulativer.[1]

  1. ^ "Greenpeace applauds departure of Oceanic Viking (2008)". livenews.com.au. Arkiveret fra originalen 11. januar 2008. Hentet 2008-01-15.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy