Hvidvaskning

Hvidvaskning er en eller flere økonomiske transaktioner, der foretages med henblik på at skjule, at en indtægt stammer fra en kriminel handling, f.eks. skatte- eller momsunddragelse, salg af narkotika, økonomisk kriminalitet m.v. Hvidvaskningen har således til at formål at forandre de illegale, "sorte penge" til legale, "hvide penge", som kan anvendes normalt.

Der bruges, særligt efter 11. september 2001, store ressourcer på at bekæmpe hvidvaskning af penge, idet terrororganisationer også anvender sig af metoden. Den Internationale Valutafond skønner, at hvidvaskningen har et omfang, der svarer til mellem 2 og 5 % af verdens BNI.

Ofte finder hvidvaskningen sted via internationale overførsler mellem netværk og/eller enkeltpersoner. Danske banker, advokater, revisorer, ejendomsmæglere m.fl. er forpligtet til at kontrollere kunders identiet og indberette mistænkelige transaktioner til politiet som følge af et EU-direktiv fra 1991, der er implementeret ved Lovbekendtgørelse 2011-04-15 nr. 389 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme som ændret ved lov nr. 155 af 28. februar 2012.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy