Internazionali d'Italia 2019

Internazionali d'Italia 2019
Arrangement
Turnering nr.76
Dato(er)12. - 19. maj 2019
SpillestedForo Italico
VærtsbyRom, Italien
UnderlagGrus
KategoriATP Tour Masters 1000
WTA Premier 5
Præmiesum ?
Vindere
HerresingleSpanien Rafael Nadal  (9. titel)
DamesingleTjekkiet Karolína Plíšková  (1. titel)
HerredoubleColombia Juan Sebastián Cabal
Colombia Robert Farah  (2. titel)
DamedoubleHviderusland Viktorija Azarenka
Australien Ashleigh Barty  (1. titel)

Internazionali d'Italia 2019 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på grusbaner i Foro Italico i Rom, Italien i perioden 12. - 19. maj 2019. Det var den 76. udgave af Internazionali d'Italia, og det var sæsonens femte turnering i kategorien ATP Tour Masters 1000 på mændenes ATP Tour 2019 og sæsonens anden turnering i kategorien WTA Premier 5 på kvindernes WTA Tour 2019. På grund af et sponsorat fra banken Banca Nazionale del Lavoro (BNL) blev turneringen afviklet under navnet Internazionali BNL d'Italia.

Herresingletitlen blev vundet af Rafael Nadal, som dermed vandt turneringen for niende gang, hvilket var ny rekord, men det var hans første ATP-titel i 2019. I finalen besejrede han Novak Djokovic med 6-0, 4-6, 6-1 og sikrede sig dermed den 34. ATP Tour Masters 1000-titel, hvorved han overtog rekorden for flest Masters 1000-titler i herresingle, som han indtil da havde delt med netop Djokovic. Det var spanierens 50. ATP Masters 1000-finale, men det var første gang, at Nadal deltog i Internazionali d'Italia uden at have vundet en titel tidligere på sæsonen.[1]

I damesingleturneringen sejrede Karolína Plíšková i finalen med 6-3, 6-4 over Johanna Konta. Sejren var Plíškovás anden WTA-titel i 2019, og den medførte, at hun hoppede fra syvende- til andenpladsen på WTA's verdensrangliste. Det var hendes anden WTA-titel i 2019 og den 13. i karrieren, og det var endvidere hendes største titel indtil da på grus, eftersom hendes eneste tidligere turneringssejr på grus havde været i Stuttgart i 2018. Hun blev samtidig den første tjekkiske vinder af titlen, siden Regina Maršíková vandt den i 1978.[2]

Herredoubletitlen gik for andet år i træk til Juan Sebastián Cabal og Robert Farah, som i finalen vandt over Raven Klaasen og Michael Venus med 6-1, 6-3, og det colombianske par vandt dermed deres anden Masters 1000-titel og 13. ATP-titel i alt som makkere. Cabal og Farah blev der første par, der forsvarede deres titel i herredouble i Rom, siden Guy Forget og Yannick Noah udførte samme bedrift i 1986 og 1987. Parret havde kvartfinalen afværget fire matchbolde mod Bob Bryan og Mike Bryan.[3][4]

Sejren i damedoublerækken gik til Ashleigh Barty og Viktorija Azarenka, der i finalen vandt med 4-6, 6-0, [10-3] over Anna-Lena Grönefeld og Demi Schuurs. Dermed vandt Barty titel for andet år i træk, mens hendes makker fra året før, Demi Schuurs, denne gang var på den tabende side af nettet. Det var Azarenka og Bartys første turneringssejr som makkere.[5]

  1. ^ ATP Tour - Nadal Beats Djokovic To Win Ninth Rome Title (19. maj 2019) (engelsk)
  2. ^ WTA - 'Nobody gave me a chance for this tournament, even me' - Pliskova conquers Konta, powers to Rome crown (19. maj 2019) (engelsk)
  3. ^ ATP Tour - Comeback Colombians: Cabal/Farah Repeat As Rome Champs (19. maj 2019) (engelsk)
  4. ^ ATP Tour - A Look Back At The 2019 Internazionali BNL d'Italia (19. maj 2019) (engelsk)
  5. ^ WTA - 'We kept pushing until the end': Azarenka and Barty blast to Rome doubles title (19. maj 2019) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in