Jacob Brønnum Scavenius Estrup | |
---|---|
12. konseilspræsident i Danmark | |
Embedsperiode 11. juni 1875 – 7. august 1894 | |
Monark | Christian 9. |
Foregående | C.A. Fonnesbech |
Efterfulgt af | Tage Reedtz-Thott |
Valgkreds | 9. Landstingskreds |
Personlige detaljer | |
Født | 16. april 1825 Sorø |
Død | 24. december 1913 (88 år) Kongsdal |
Gravsted | Undløse Kirke |
Politisk parti | Nationale Godsejere / Højre |
Ægtefælle(r) | Regitze Holsten |
Far | Hector Frederik Janson Estrup |
Profession | Godsejer |
Arbejdsgiver | København |
Regering | Ministeriet Estrup |
Udmærkelser | Storkors af Dannebrogordenen (1869) *Dannebrogordenens Hæderstegn (1877) *Ridder af Elefantordenen (1878) |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Ridder af Elefantordenen 1878 |
Jacob Brønnum Scavenius Estrup (16. april 1825 i Sorø – 24. december 1913 på Kongsdal) var en dansk godsejer og konservativ politiker, der var Danmarks 12. konseilspræsident (svarende til statsminister) fra 1875 til 1894. Han er dermed Danmarks længst siddende regeringsleder.[1]
Estrup var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen. Han havde i perioden som regeringsleder fra 1875 til 1894 ikke flertal i Folketinget men regerede via provisorier (midlertidige finanslove) udstedt af Landstinget. Først i 1901 blev parlamentarismen indført, da Christian 9. udnævnte ministeriet Deuntzer, der reelt var det første Venstreministerium. Estrup er en kontroversiel skikkelse i danmarkshistorien, og i dag betragtes han oftest som en reformfjendtlig politiker, der regerede i strid med parlamentaristiske principper. Hans regeringstid kaldes ofte provisorietiden. Estrups væsentligste politiske milepæl var opførelsen af Københavns Befæstning, der var den primære anstødssten for Venstre-politikerne. Hans regering fik desuden anlagt en del jernbaner samt Københavns Frihavn.