J.B.S. Estrup

Jacob Brønnum Scavenius Estrup
12. konseilspræsident i Danmark
Embedsperiode 11. juni 1875 – 7. august 1894
Monark	Christian 9.
Foregående	C.A. Fonnesbech
Efterfulgt af	Tage Reedtz-Thott
Valgkreds	9. Landstingskreds
Personlige detaljer
Født	16. april 1825 Sorø
Død	24. december 1913 (88 år) Kongsdal
Gravsted	Undløse Kirke
Politisk parti	Nationale Godsejere / Højre
Ægtefælle(r)	Regitze Holsten
Far	Hector Frederik Janson Estrup
Profession	Godsejer
Arbejdsgiver	København
Regering	Ministeriet Estrup
Udmærkelser	Storkors af Dannebrogordenen (1869) *Dannebrogordenens Hæderstegn (1877) *Ridder af Elefantordenen (1878)
Informationen kan være hentet fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Ridder af Elefantordenen 1878

Jacob Brønnum Scavenius Estrup (16. april 1825 i Sorø – 24. december 1913 på Kongsdal) var en dansk godsejer og konservativ politiker, der var Danmarks 12. konseilspræsident (svarende til statsminister) fra 1875 til 1894. Han er dermed Danmarks længst siddende regeringsleder.^[1]

Estrup var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen. Han havde i perioden som regeringsleder fra 1875 til 1894 ikke flertal i Folketinget men regerede via provisorier (midlertidige finanslove) udstedt af Landstinget. Først i 1901 blev parlamentarismen indført, da Christian 9. udnævnte ministeriet Deuntzer, der reelt var det første Venstreministerium. Estrup er en kontroversiel skikkelse i danmarkshistorien, og i dag betragtes han oftest som en reformfjendtlig politiker, der regerede i strid med parlamentaristiske principper. Hans regeringstid kaldes ofte provisorietiden. Estrups væsentligste politiske milepæl var opførelsen af Københavns Befæstning, der var den primære anstødssten for Venstre-politikerne. Hans regering fik desuden anlagt en del jernbaner samt Københavns Frihavn.

1. ^ "MIK – Estrup, Jacob Brønnum Scavenius". Arkiveret fra originalen 29. oktober 2005. Hentet 14. juli 2010.