John Steinbeck Amerikansk litteratur 20. århundrede | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Jeffery Ernest Steinbeck 27. februar 1902 Salinas, Californien, USA |
Død | 20. december 1968 (66 år) Harlem, New York, USA, New York City, New York, USA |
Dødsårsag | Hjerteinsufficiens, hjerte-kar-sygdom |
Gravsted | Salinas, Californien |
Nationalitet | Amerikansk |
Far | John Steinbeck |
Mor | Olive Hamilton |
Ægtefæller | Carol Henning (1930-1943), Gwyn Conger (1943-1948), Elaine Anderson Steinbeck (1950-1968) |
Børn | Thomas Steinbeck, John Steinbeck IV |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Stanford University, Salinas High School |
Medlem af | American Academy of Arts and Letters, PEN America |
Beskæftigelse | Krigskorrespondent, manuskriptforfatter, forfatter, romanforfatter |
Fagområde | Moralsk roman |
Kendte værker | Vredens druer, Mus og mænd, Øst for paradis |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Haakon VIIs Frihedskors, Presidential Medal of Freedom (1964), Nobelprisen i litteratur (1962), National Book Award for Fiction (1939), California Hall of Fame (2007) med flere |
Nobelpris | Litteratur 1962 |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
John Steinbeck (født 27. februar 1902 i Salinas, død 20. december 1968 i Harlem) var en amerikansk forfatter. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1962 "for sit realistiske og fantasifulde forfatterskab, der kombinerer solidarisk humor med dybfølt social indsigt."[1] Han er blevet kaldt "en gigant inden for amerikansk skrivning", og mange af hans værker anses for at være klassikere inden for vestlig litteratur.[2]
Steinbeck skrev 27 bøger, heriblandt 16 romaner, seks non-fiktionsbøger og to novellesamlinger. Han er især kendt for de humoristiske romaner Dagdriverbanden (1935) og Et mægtigt gilde (1945), familieeposset Øst for paradis (1952) samt kortromanerne Mus og mænd (1937) og Den røde pony (1933). Vredens druer (1939), der modtog Pulitzerprisen,[3][4] regnes for hans mesterværk og er en del af den amerikanske litteraturkanon. Den er i løbet af sine første 75 år solgt i over 14 millioner eksemplarer.[5]
Selv om Steinbecks bøger faktisk spænder ganske bredt i deres emner, står han for mange læsere i høj grad som en hjemstavnsforfatter. Mange af hans bøger foregår helt eller delvist i Salinas-dalen i Californien, hvor han var født og voksede op. Temaerne i hans værker kredser ofte om skæbne og uretfærdighed, særligt når den rammer forkuede og helt almindelige personer.