Kapitol eller Kapitolhøjen (latin Capitolinus Mons og italiensk Campidoglio), også skrevet som Capitol eller Capitolhøjen, er den højeste og mindste af Roms syv høje. Højen rejser sig mellem Forum Romanum og Marsmarken. Her lå i antikken Roms vigtigste tempel, som var ramme for de vigtigste politiske og religiøse ceremonier; højen med templet blev derfor symbol på Roms magt og position som Caput Mundi, verdens hovedstad, og igennem hele Roms historie har Kapitol været sæde for byens styre, og den dag i dag ligger Roms rådhus her. Der er fundet spor af bebyggelsen fra bronzealderen, og højen udgjorde oprindeligt et naturligt fort; senere blev der bygget et lille citadel. Dele af Kapitol var tidligt reserveret religiøse formål og blev centrum for den romerske statskult.