Khazarerne var et halvnomadisk tyrkisk folk fra Centralasien, som var en betydelig regional magtfaktor. I det 7. århundrede dannede de et uafhængigt khanat i det nordlige Kaukasus langs Det Kaspiske Hav. På højden kontrollerede det og dets undergivne folk store dele af det, som i dag er det sydlige Rusland, Vest-Kasakhstan, Øst-Ukraine, store dele af Kaukasus (medregnet Dagestan, Aserbajdsjan, Georgien) og Krim.
Khazarerne var et nomadefolk, som blev delvist fastboende. Det gik fra telt til urbane bosættelser og var en regional stormagt i flere hundrede år. Mange konverterede til jødedommen, og jødisk tro blev efterhånden statsreligion. Khazarerne var vigtige allierede for det byzantinske rige mod Sassanidedynastiet. De udkæmpede en række vellykkede krige mod de arabiske kalifater, og blokerede højst sandsynligt for en arabisk invasion af Østeuropa. I slutningen af det 10. århundrede blev deres magt brudt af Kijev-russere, hvorpå khazarerne mere eller mindre forsvandt ud af historien.