Kim Bodnia | |
---|---|
Personlig information | |
Fulde navn | Kim Bodnia |
Født | 12. april 1965 (59 år) Frederiksberg, København |
Nationalitet | Dansk |
Bopæl | Høsterkøb, Nordsjælland[1] |
Ægtefælle | Rikke Louise Andersson |
Børn | Louis (1993), Charlie (2003), Miles (2005), Nomi (2007)[2] |
Uddannelsessted | Den Danske Scenekunstskole |
Beskæftigelse | Skuespiller |
Aktive år | 1989–i dag |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Golden Nymph for Outstanding Actor in a Drama TV Series (2014) Robert for årets mandlige hovedrolle – tv-serie (2014) Bodilprisen for bedste mandlige birolle (2009) Robert for årets mandlige birolle (1995) |
Bodilpriser | |
Bedste mandlige birolle i Frygtelig lykkelig (2009) | |
Robertpriser | |
Årets mandlige birolle i Nattevagten (1995) Årets mandlige tv-hovedrolle i Broen II (2014) | |
Eksterne henvisninger | |
www.bodnia.dk | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Kim Bodnia (født 12. april 1965 på Frederiksberg)[3][4] er en dansk skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør. Han har medvirket i flere af de danske filmsuccesser fra 1990'erne, bl.a. Ole Bornedals debutfilm Nattevagten (1994) – en rolle han modtog en Robert-statuette for samt en Bodilnominering. Han understregede sin styrke på det store lærred i rollen som narkohandleren Frank i Nicolas Winding Refns anmelderroste debutfilm Pusher (1996), der efterfulgtes af den anmelderroste Bleeder, som havde verdenspremiere på Venedig Film Festival i 1999, hvor han spillede rollen som den voldelige Leo.[5]
Bodnia har arbejdet tæt sammen med filminstruktøren og stuntmanden Lasse Spang Olsen – først i 1999 i rollen som den finurlige psykopat Harald i biografsucceserne I Kina spiser de hunde og efterfølgeren Gamle mænd i nye biler (2002). I 2004 skrev Bodnia manuskriptet og spillede hovedrollen som den amoralske narkobetjent Jens i Den gode strømer, som Spang Olsen instruerede. Samme år spillede han også rollen som den forhenværende bokser Klaus i Spang Olsens actionkomedie Inkasso. Andre store roller har bl.a. været i Henrik Ruben Genzs thriller Frygtelig lykkelig (2008) og Susanne Biers dansk-engelsk romantisk komedie Den skaldede frisør (2012).
Internationalt er han bedst kendt for rollen som Martin Rohde i den skandinaviske krimiserie Broen, hvor han i 2014 blev hædret med en Robert for Årets mandlige hovedrolle i en TV-serie for Broen II.[6] I 2014 blev han rost af amerikanske filmanmeldere for sin præstation, som den brutale forhørsleder Rosewater i Jon Stewarts debutfilm Rosewater.[7][8]