Kirsten Walther | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 31. august 1933 København, Danmark |
Død | 19. februar 1987 (53 år) Holte, Danmark |
Gravsted | Vedbæk Kirkegård |
Nationalitet | Kongeriget Danmark |
Forældre | Christian Thomas Walther Esta Frederikke Thomsen |
Ægtefælle | Palle Wolfsberg |
Beskæftigelse | Filmskuespiller, stemmeskuespiller, komiker |
Roller | Yvonne Jensen Karla Hansen |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Kirsten Walther (født 31. august 1933 i København, død 19. februar 1987 i Holte)[1] var en dansk skuespillerinde.
Hun er bedst kendt som Yvonne Jensen i Olsenbanden-filmene, den lettere virkelighedsfjerne, men meget dominerende hustru til bandemedlemmet Kjeld, og mor til deres søn, Børge, og som Karla i Huset på Christianshavn. Walther var karakteriseret ved sin særlige skingre københavnske dialekt, som man ser i blandt andet Olsen-Banden-filmene, men hun beherskede også mere sofistikerede roller, hvilket blandt andet sås i DR-TVs lørdagssatire Hov-Hov fra 1968. Her parodierede hun blandt andre Jacqueline Onassis.
Hun debuterede i Studenterrevyen i 1953 og dimitterede i 1956 fra Privatteatrenes Elevskole.[2]
Hun blev gift med tv-produceren og instruktøren Palle Wolfsberg den 26. september, 1959. Wolfsberg var oprindeligt også skuespiller, og hun mødte ham på elevskolen. Walther værnede om sit privatliv og når hun ikke spillede skuespil var hun hjemme hos sin mand, Palle Wolfsberg.[3] I 1966 adopterede de en toårig dreng fra Grønland, Ole.[4]
Hendes sidste år var præget af sceneskræk og nervepres. Efter hun var fyldt 50 år, takkede hun nej til stadig flere roller for at fokusere på sin familie. Blandt hendes sidste roller var i den første opsætning af Sebastians Skatteøen på Folketeatret og tv-stykket I Johannes Verden fra 1983. Hun var begyndt på prøverne på en mindre rolle på Amagerscenen, da hun pludselig døde af et hjertestop, 53 år gammel.[5]
Kirsten Walther ligger begravet på Vedbæk Kirkegård.