Knud Ellegaard

Svend Knud Kristian Ellegaard (født 28. december 1917, død 15. november 1979) var en dansk fagligt aktiv, der fra 1979 var forbundsformand for Specialarbejderforbundet i Danmark.[1] Han var desuden aktiv i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig.[2]

Knud Ellegaard var vognkusk og aktiv i Kuskenes Fagforening i København. Han blev tidligt aktiv på arbejderbevægelsens venstrefløj [1] Han var med til at organisere trælossestrejken i juni 1943. I foråret 1944 gik han under jorden, og i juni samme år var han med til at arrangere Folkestrejken. Han var 1943-1944 redaktør for det illegale tidsskrift Arbejderopposition[1], ligesom han var medstifter af Revolutionære Socialister.[2] Da Gestapo optrevlede Arbejderopposition blev Knud Ellegaard fængslet og indsat i Frøslevlejren.

Efter krigen koncentrerede han sig om det organiserede faglige arbejde. Han var fra 1964 forretningsfører for transportarbejderne i SiD, i 1971 gruppeformand og næstformand for SiD og fra 1979 forbundsformand.

Knud Ellegaard er far til journalisten Lasse Ellegaard.[3]

  1. ^ a b c Callesen, Gerd (10. juni 2022). "Knud Ellegaard". Den Store Danske. Hentet 24. juni 2024.
  2. ^ a b "Modstandsdatabasen - Svend Knud Kristian Ellegaard". Modstandsdatabasen. Hentet 24. juni 2024.
  3. ^ Jensen, Niels (18. januar 2024). "Oplysninger om enkelte personer - Lasse Ellegaard". Hentet 24. juni 2024.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy