LD50

Inden for toksikologi bruges begrebet LD₅₀ for en gift eller radioaktiv stråling om den dosis af stoffet eller strålingen som vil slå halvdelen af de testede individer i et forsøg ihjel. Navnet LD₅₀ kommer fra engelsk hvor det er en forkortelse for “Lethal Dose, 50%” (dødelig dosis, 50 %).

LD₅₀-tal bruges ofte som en indikator for stoffets akutte giftighed. Testen er udviklet af J.W. Trevan i 1927.^[1]

Den er i nogle områder ved at blive erstattet af andre testmetoder^[2], men begrebet og estimering af LD₅₀-værdier er stadig udbredt.

LD₅₀ er et usikkert mål for giftighed. Resultaterne kan variere en del på grund af for eksempel genetiske forskelligheder i forsøgsdyrene, hvilke dyrearter der er brugt, miljømæssige faktorer og andre forskelle ved udførelserne af forsøgene.^[3] En anden svaghed er at den kun måler den akutte giftighed og således ikke siger noget om eventuelle langtidseffekter. Den tager heller ikke hensyn til giftvirkninger som ikke resulterer i død, men som alligevel kan være meget alvorlige (for eksempel hjerneskader).

Der kan også være stor variation mellem arter. Hvad der er forholdsvist sikkert for rotter, kan godt være ekstremt giftigt for mennesker, og omvendt. Med andre ord, en høj LD₅₀ betyder ikke nødvendigvis at stoffet er uskadeligt, men en lav værdi giver altid grund til bekymring.

LD₅₀ danner basis for godkendelse og klassificering af bekæmpelsesmidler og andre miljøgifte. Tallet ligger også bag formuleringen af de sikkerhedsforskrifter, som skal findes på al emballage til godkendte bekæmpelsesmidler.

1. ^ What is an LD50 and LC50
2. ^ "LD50 test ban welcomed". Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 19. maj 2009.
3. ^ Ernest Hodgson – A Textbook of Modern Toxicology; Wiley-Interscience 2004 (3rd Edition)