Landevejscykling er en racercykelsport der afholdes på asfalteret vej (med få undtagelser). Termen ”landevejscykling” bruges ofte ved begivenheder hvor cykelrytterne starter samlet, og hvor vinderen er den der først passerer målstregen når ruten ender (individuelt og holdtidskørsler er en anden form for landvejscykling). Modsætningen hertil er banecykling, der som navnet siger, foregår på en speciel cykelbane (velodrom), eller terrænløb som mountainbike eller cycle cross.
Historisk set er de mest konkurrencedygtige og passionerede lande Belgien, Colombia, Danmark, Tyskland, Italien, Frankrig og Luxemburg. Dog er populariteten i Holland, Portugal, Spanien og Schweiz stigende, lande som Kasakhstan, Australien, Venezuela, Rusland, Slovakiet, Sydafrika, New Zealand, Norge, Storbritannien, Irland, Polen og USA producerer imidlertid verdensklasselandevejsryttere.
Landevejscykling begyndte som en organiseret sport i 1868. Det første verdensmesterskab var i 1893, og landvejscykling har været en del af de Olympiske Lege siden det moderne system i Athen 1896.[1]
Landevejscykling som det kendes i dag stammer fra det sene 19. århundrede. Sporten var populær i de vesteuropæiske lande, Frankrig, Spanien, Belgien og Italien. Nogle af Europas tidligste landevejsløb forbliver blandt sportens største begivenheder. Disse gamle løb indbefatter Liège-Bastogne-Liège (etableret 1892), Paris-Roubaix (1896), Tour de France (1903), Milano-Sanremo og Giro di Lombardia (1905), Giro d'Italia (1909) og Flandern Rundt (1913). Løbene forudsatte et grundlag for andre løb rundt om i verden. Selvom sporten har spredt sig til hele verden, forbliver disse historiske løb stadig de mest prestigefyldte for rytterne at vinde.