Leding

Leding (latin: expeditio) var den ældste militære organisationsform i Skandinavien. I Danmark kunne den danske konge på basis af en inddeling af den danske befolkning i "skiben" (skipæn) og "havner" (hafnæ) oprindeligt udbyde en flåde på formentlig 600-800 skibe med hver 40 eller 42 roere og en styresmand.

Ledingens oprindelse i Danmark fortaber sig i vikingetiden, mens den mistede sin militære betydning i 1200-tallet eller 1300-tallet. Organiseringen af den er først beskrevet i Skånske Ledingsret og Jyske Lov fra første halvdel af 1200-tallet. I 1169, efter Rügens erobring, blev der imidlertid ifølge Saxo gennemført en ledingsreform, hvor en "bondeleding" blev afløst af en "herremandsleding", der kun bestod af hvert fjerde skib i den hidtidige leding (dvs. 150-200 skibe). Det er denne reformerede leding, der beskrives i dokumenterne fra 1200-tallet.

En havne skulle stille én mand, mens et skiben skulle stille et skib. Efter Jyske Lov gik ledingen på tur, så der kun skulle stilles et skib fra det enkelte skiben hvert fjerde år (udgærdsleding). De år, der ikke skulle stilles et skib, betalte man i stedet en pengeydelse, "ret leding", på en mark sølv per havne.

Begrebet kværsæde ^[1] nævnes også i forbindelse med leding. Siden Johannes Steenstrups studier over Kong Valdemars Jordebog har man ment, at dele af landets jord permanent var fritaget for ledingsforpligtelsen og i stedet betalte kværsæde. Niels Lund har i Historisk Tidsskrift i 1999 imidlertid peget på, at det formodentlig er forkert, og at kværsæde simpelthen dækkede over den pengeydelse, man betalte tre ud af fire år.

1. ^ kværsæde — ODS