Leonid Kantorovitj | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Леонид Витальевич Канторович 19. januar 1912 Sankt Petersborg, Rusland |
Død | 7. april 1986 (74 år) Moskva, Rusland |
Gravsted | Novodevitjekirkegården |
Bopæl | Barochnaya street[1] Moskva Sankt Petersborg |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Sankt Petersborgs Statsuniversitet (1926-1930) |
Medlem af | Econometric Society (fra 1972), Sovjetunionens videnskabsakademi (fra 1958), Ungarsk Videnskabsakademi (fra 1967), American Academy of Arts and Sciences (fra 1969), Ruslands Videnskabernes Akademi |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, matematiker, økonom |
Fagområde | Mængdelære, funktionalanalyse, lineær programmering, matematik, økonomi |
Arbejdsgiver | Det militære ingeniørakademi (1939-1945), Statsuniversitetet i Novosibirsk (1961-1971), Sankt Petersborg Statstransportuniversitet (1930-1939), Sankt Petersborgs Statsuniversitet (1931-1960), State Committee for Science and Technology[2] (1971-1976), Institut for systemanalyse (fra 1976) |
Elever | Hoàng Tụy[3], Vera Kublanovskaja |
Kendte værker | Kantorovitjs læresætning, Kantorovitj-ulighed, Szász–Mirakjan–Kantorovich operator[4] |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Æresdoktor ved Sorbonne (1975), Den Store Fædrelandskrigs Orden af 1. grad (1985), Leninordenen (1967, 1982), Stalinprisen (1949), Nobelprisen i økonomi (1975) med flere |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Nobelprisen i økonomi 1975 |
Leonid Vitaljevitj Kantorovitj (født 19. januar 1912 i Sankt Petersborg, død 7. april 1986 i Moskva) var en sovjetisk matematiker og økonom, kendt for sin teori og udvikling af forskellige metoder til optimal ressourceallokering. Han betragtes som grundlæggeren af lineær programmering, en gren af operationsanalysen. I 1975 modtog han Nobelprisen i økonomi sammen med Tjalling Koopmans "for deres bidrag til teorien om optimal allokering af ressourcer".[5]