Mansfield Park

Mansfield Park
Engelsk anden udgave fra 1816
OriginaltitelMansfield Park
ForfatterJane Austen
OversætterJohanne Kastor Hansen (1974) Lærke Pade (2015)
LandEngland
SprogEngelsk
Genre(r)Dannelsesroman
UdgivelsesdatoJuli 1814
Udgivet på dansk1974, 2015
Sider450 sider

Mansfield Park (1814) er den engelske forfatter Jane Austens tredje roman (udgivet anonymt). Austen skrev den i Chawton Cottage fra 1811 til 1813 og blev udgivet i 1814 af Thomas Egerton, som også havet udgivet hendes romaner Fornuft og følelse (1811) og Stolthed og fordom (1813). Da 2. udgave af romanen udkom i 1816, var forlæggeren John Murray, som også udgav Emma (1816). Mansfield Park blev Austens største salgssucces.

Fortællingens hovedperson er Fanny Price, der er vokset op hos sin rige onkel og tante på det storslåede og idylliske gods, Mansfield Park, sammen med to kusiner og to fætre. Fanny behandles ikke på lige fod med dem og bliver konstant mindet om sin underordnede rang i familien. Hendes eneste fortrolige og allierede er fætteren Edmund, der behandler hende med omsorg og respekt og forsvarer hende over for de mange urimeligheder, hun udsættes for af den øvrige familie. Mens Fannys onkel er på forretningsrejse i Antigua, kommer de to charmerende søskende Mary og Henry Crawford til egnen. Der går ikke lang tid, før der opstår en forbindelse mellem dem og de unge mennesker på Mansfield Park, og de nye bekendtskaber vender op og ned på livet på godset. Et dristigt teaterstykke bliver planlagt og indøvet, mens der flirtes og skabes intriger på kryds og tværs. Edmund drages af den livlige Mary, og Henry af den principfaste Fanny, der efterhånden indser, at hun er forelsket i Edmund.

Mansfield Park blev straks rost for sine moralske principper af flere kritikere, men det var ikke alle i Austens omgangskreds, der brød sig om den dydige heltinde. Hendes egen mor betegnede Fanny som "uspiselig", og mange foretrak den livlige Mary Crawford. Mansfield Park bliver ofte kaldt for Austens mest komplekse og kontroversielle roman. Det er den af hendes romaner, der har vakt størst uenighed hos kritikere og læsere. Austen antyder kritik af bl.a. slaveri og imperialisme, hvilket var meget usædvanligt for datidens kvinder i England. Romanen rummer mange lag og er et så levende og fleksibelt værk, at den også i dag er åben for vidt forskellige fortolkninger.

Romanen er filmatiseret adskillige gange og omskrevet til skuespil og opera.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy