Martsdeportationerne

Martsdeportationer (estisk: märtsiküüditamine) er deportationerne af omkring 90.000 baltere mellem 25. marts og 29. marts 1949. Den sovjetiske besættelsesmagt sendte dem til Sibirien.^[1]

Den yngste af de tvangsforflyttede estere var så vidt vides den 3 dage gamle Anne Ojaäär fra Hiiumaa, den ældste var den 85-årige Maria Räägel fra Abja vald (Abja sognekommune).

Antallet af deporterede blev første gang opgjort af historikeren Ervin Kivimaa den ved Tartu Ülikool (Tartu Universitet) i en kandidatafhandling fra 1970. Det nøjagtige antal af deporterede kendes ikke, men det er alene for Estlands vedkommende vurderet til 20.722^[2].

Deportationernes formål var at "straffe" kulakker, landbrugere med et egen jord, egne husdyr og medhjælpere og

1. at knække enhver nationalt sindet modstand mod Sovjets besættelse af de baltiske lande, herunder den modstand der ydedes af aktive frihedsbevægelser – i Estland "Skovbrødrene" (estisk: metsavennad) flere år efter, at 2. verdenskrig officielt var afsluttet),
2. at knuse selvejerlandbrug og erstatte det med kollektiv-landbrug.

På grund af de høje dødsrater for de deporterede og den ekstreme underfertilitet blandt de deporterede er martsdeportationerne klassificeret som overlagt folkemord^[3].

1. ^ Märtsiküüditamine: koolivaheajal algas sõit külmale maale « Hetked ajaloo lähistel
2. ^ ページ移転のお知らせ
3. ^ jævnfør Pohl, Rummel, Mälksoo