Mauna Loa

Mauna Loa med snedækket top

Mauna Loa er en aktiv skjoldvulkan i staten Hawaii, USA, beliggende på the Big Island, og en af de fem vulkaner i staten. Vulkanens hawaiianske navn "Mauna Loa" betyder "langt bjerg".

Mauna Loa er Jordens største skjoldvulkan, med et anslået volumen på ca. 75.000 km³, selvom dens top er omkring 36 meter lavere end dens nabo, Mauna Kea. Lavaudbrud fra Mauna Loa er meget tyndtflydende, og det er årsagen til dens meget flade sider og ringe højde i forhold til volumen.

Vulkanen har sandsynligvis været aktiv i mindst 700.000 år og brød havoverfladen for måske 400.000 år siden, selvom de ældste daterede sten ikke er mere end 200.000 år gamle.[1] Vulkanens magma kommer fra et hotspot i Jordens kappe dybt under øen, og dette hotspot har dannet alle de hawaiianske øer over en periode på mange millioner år. Efterhånden vil stillehavspladens bevægelse flytte vulkanen væk fra hotspottet, og derfor vil vulkanen blive udslukt om en halv til en hel million år.

Den første, der vides at have besteget Mauna Loa, var naturhistorikeren Archibald Menzies, daværende løjtnant Joseph Baker og to andre.[2] Vha. et barometer udregnede Menzies vulkanens højde til 4134 meter, meget tæt på den korrekte højde på 4169 meter.

Mauna Loa gik i udbrud senest den 28. november 2022.[3] Før det var vulkanen i udbrud fra den 24. marts til 15. april 1984. Ingen nylige udbrud har kostet menneskeliv, men udbrud i 1926 og 1950 ødelagde landsbyer, og byen Hilo er delvis bygget på lavastrømme fra slutningen af 1800-tallet. Mauna Loa indgår i Decade Volcanoes-programmet, som arbejder for større viden om de farligste vulkaner i verden. Vulkanen er blevet intenst overvåget af Hawaiis vulkanobservatorium siden 1912. Målinger af atmosfæren foretages ved Mauna Loa-observatoriet, og målinger af Solen foretages ved Mauna Loa-solobservatoriet; begge observatorier ligger tæt på toppen af vulkanen. Toppen og den sydøstlige del af vulkanen indgår i en nationalpark, der også omfatter en separat vulkan, Kilauea.

Topografisk kort over Mauna Loa
Mauna Loa set fra luften
  1. ^ "Mauna Loa: Earth's Largest Volcano". United States Geological Survey. 2. februar 2006. Arkiveret fra originalen 9. august 2015. Hentet 2007-07-28.
  2. ^ Naish, John (1996). The Interwoven Lives of George Vancouver, Archibald Menzies, Joseph Whidbey and Peter Puget: The Vancouver Voyage of 1791–1795. The Edward Mellen Press, Ltd. ISBN 0-7734-8857-X.
  3. ^ USA’s geologiske styrelse med oversigt over Mauna Loas udbrud

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy