Minimalisme bruges om en strømning opstået omkring 1960 i forskellige kunstformer, men først og fremmest billedkunst, skulptur, litteratur og installationskunst. Værket fokuseres omkring abstrakte variationer over de allermest fundamentale dele som f.eks. basale geometriske figurer, der også ofte gentages i serier; kunstneren forsøger at holde sig selv ude af værket. Termen bruges også i mere bred forstand om det at begrænse sig til få virkemidler i forbindelse med litteratur, film og musik.
Minimalismen og maksimalismen anføres ofte som stilistiske modsætninger.
Minimalismen karakteriseres i høj grad ved, hvad den ikke gør. I minimalistisk kunst finder man almindeligvis ikke genreblanding. Kunstneren holder sig til en bestemt genre inden for det enkelte værk. I billedkunst holder det minimalistiske værk sig til en enkelt farveskala, en enkelt teknik og et enkelt tema.
Inden for litteratur afholder minimalisten sig almindeligvis fra lange digressioner, fra indsættelse af fremmedelementer som digte, readymades, lister, breve, manifester o.l. Man finder typisk heller ikke upålidelige fortællere eller skift i fortællevinkel. Værkerne diskuterer typisk ikke sig selv, men fremstår som færdige. Man finder heller ikke forløb, hvor hovedpersonen hvirvles ind i en omtåget, uoverskuelig tilstand, som læseren lokkes med ind i. Der skrives ofte i korte sætninger (hovedsætninger), og værkerne er sjældent lange. Anvendes der humor, er den i almindelighed snarere underfundig end braldrende og vulgær.