Mir (rumstation)

Rumstationen MIR som den så ud i 1995.
For alternative betydninger, se Mir. (Se også artikler, som begynder med Mir)

Mir (Мир), sovjetisk rumstation opsendt i 1986. I 1991 overtog Rusland stationen efter Sovjetunionens sammenbrud. Mir betyder både "fred" og "verden" på russisk. Mir skulle oprindeligt afløses af Mir 2, men Rusland valgte i stedet for at gå med i Den Internationale Rumstation (ISS).

Mir styrtede planmæssigt ned i Stillehavet ud for New Zealand i 2001.

Rumstationen var blevet for gammel og var ikke længere sikker at opholde sig i. Derfor besluttede Rusland sig for at lade Mir styrte ned til Jorden.

Størstedelen af den 136 ton tunge rumstation brændte op på sin vej gennem jordens atmosfære, men op mod 20 tons rester af rumstationen nåede hele vejen ned gennem atmosfæren og styrtede i Stillehavet.

Stationen var bygget til at kunne holde i tre år, men fungerede altså i 16 år. I løbet af de 16 år boede over 100 kosmonauter og astronauter i Mir i kortere eller længere perioder. En enkelt russisk kosmonaut, Sergej Krikaljov, tilbragte sammenlagt (over 2 perioder) lidt over 2 år om bord på Mir.

Efter kommunismens fald i Østeuropa deltog syv amerikanske, to tyske og en fransk astronaut som langtidsbesætningsmedlemmer på Mir. En britisk konkurrence (Project Juno) gav vinderen Helen Sharman syv dage om bord på Mir i maj 1991 og "Tokyo Broadcasting System" købte syv dage i december 1990 om bord på Mir til en journalist (Toyohiro Akiyama).

Den 1. oktober 1988 fortalte den amerikanske sanger John Denver at han var blevet tilbudt af komme på et syv dags besøg på rumstationen Mir i december 1989. Dog forlangte russerne at han skulle betale 10 mio. dollars som skulle dække både træning og bolig og som han kunne begynde på i april eller maj samme år. [1]

  1. ^ "Singer John Denver Says Soviets Promise 1989 Space Flight". apnews. 1. oktober 1988. Hentet 11. august 2021.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy