Moler

Moler (udtales ['mo’le’r])^[1] er en form for diatomit, som i den geologiske epoke Eocæn blev aflejret i op til 60 m tykkelse i et afgrænset område i den vestlige del af Limfjorden og under dele af Nordsøen. Moleret betegnes stratigrafisk som Fur Formationen, som svarer til Ølst Formationen i det øvrige Danmark. Moler er mest kendt fra blotninger på Fur og Mors, hvor det fremstår som en lys, i tør tilstand næsten hvid fast jordart domineret af diatomé-skaller og med et stort antal vulkanske askelag samt hærdnede kalkrige konkretioner, såkaldt cementsten, som er rige på meget velbevarede fossiler. De fleste danekræ stammer fra moleret.^[2]

Moler består af ca. to trediedele diatomé-skaller og ca en trediedel lerpartikler, mest af mineralet montmorillonit. 67,8% SiO₂ 6,7% Al₂O₃ 5,5% Fe₂O₃. De mange askelag er nummererede fra -39 til +140, og Fur Formationen er delt i to led, nederst Knudeklint Led (negative serie af askelag) og øverst Silstrup Led (positive serie).^[3] Diatomiten, som er så let og porøs, at den i tør tilstand kan flyde på vand, er siden begyndelsen af 1900-tallet på Fur og Mors blevet indvundet og brugt til fremstilling af varmeisolerende molersten og væskeabsorberende granulat, bl.a. kattegrus.

1. ^ Moler. Ordnet.dk.
2. ^ Claus Heilmann-Clausen og Finn Surlyk (2006): Koralrev og lerhav. Kap. 10 i: Gunnar Larsen (red.): Naturen i Danmark. Geologien. Gyldendal (afsnit s. 198-210: Det tidligste Eocæn: vulkanisme og hedebølge)
3. ^ Gunver Krarup Pedersen (1981): Anoxic events during sedimentation of a Palaeogene diatomite in Denmark, Sedimentology, Volume 28, Issue 4, side 487–504