Mont Blanc-tunnelen er en vejtunnel under Mont Blanc, som går mellem byen Chamonix i Arve-dalen i Frankrig og byen Courmayeur i Valle d'Aosta i Italien. Tunnelen blev påbegyndt i 1957 og blev indviet 16. juli 1965.[2] Den 19. juli begyndte offentlig biltrafik i tunnelen.[2]
Den er 11,6 km lang og 8,6 m bred.[3] Der er et tunnelrør med en vejbane i hver retning, hvor Europavej E25 er ført igennem. På tunnelens midterste sted er der næsten 3 kilometer klippe over det borede tunnelrør.[1] Landegrænsen er 7,6 kilometer inde i tunnelrøret, når man kører i retning mod Italien.[1]
Tunnelen var den længste vejtunnel i verden ved åbningen i 1965.[2][4][5] I 2018 benyttede mere end 1,9 mio. køretøjer tunnelen.[6][7] Sammen med vejtunnelen ved Frejustunnelen udgør Mont Blanc-tunnelen en meget vigtig alpin passage for vejtrafik mellem Frankrig og Italien.[8][9]