Napoleons felttog i Rusland

Frankrigs invasion i Rusland
Del af Napoleonskrigene
Med uret fra øverste venstre: Slaget ved Borodino af Louis-François Lejeune Napoleon overværer Moskvas nedbrænding af Albrecht Adam Michel Ney under slaget om Kaunas af Auguste Raffet Det franske tilbagtog af Illarion Pryanisjnikov
Dato 24. juni - 14. december 1812 Sted Østeuropa, vestlige Rusland Resultat Russisk sejr[1]
Parter
Det franske kejserrige Hertugdømmet Warszawa Kongeriget Italien (Napoleonske) Kongeriget Napoli (Napoleonske) Kongeriget Sachsen Kongeriget Bayern Kongeriget Westfalen Kongeriget Württemberg Storhertugdømmet Hessen Storhertugdømmet Berg Storhertugdømmet Baden Schweiziske konføderation Kejserriget Østrig Kongeriget Preussen Kongeriget Spanien[2]	Det Russiske Kejserrige
Ledere
Napoleon Bonaparte Pierre Augereau Jean-Baptiste Bessières Louis-Nicolas Davout Jean-Andoche Junot François Joseph Lefebvre Étienne Macdonald Édouard Mortier Michel Ney Nicolas Oudinot Jean Reynier Laurent de Gouvion Saint-Cyr Claude Victor-Perrin Józef Poniatowski Eugène de Beauharnais Joachim Murat Jérôme Bonaparte Karl Philipp Johann Yorck	Aleksandr 1. Mikhail Kutuzov Barclay de Tolly Pjotr Bagration Levin von Bennigsen Aleksandr Chechenskiy Pavel Chichagov Mikhail Miloradovitj Matvei Platov Aleksandr Tormasov Peter Wittgenstein
Styrke
Franske hær 612.000 Total[3] 449.000 Første bølge[4] 134.000 Slaget ved Borodino[5] 108.000 Slaget ved Malojaroslavets[6]   33.000 Slaget ved Berezina[7]	Den kejserlige russiske hær 623.000 Total[3] 198,000 ved invasionens begyndelse[4] 118.000 Borodino[8] 129.000 Slaget ved Maloyaroslavets]][9] 126.000 Slaget ved Berezina[7]
Tab
400.000–500.000 200.000[10][11]–284.000 omkomne[12][13] 100.000 dræbt i kamp[11][10] 50.000 døde i fangenskab[14][12][3] 50.000 sårede[13] 50.000 deserterede[13][12] 50.000 tilfangetagne[3][12]	350.000–410.000 210.000 døde[15] 150.000 sårede[16] 50.000 deserterede[16]

Napoleons felttog i Rusland (fransk: Campagne de Russie, russisk: Den patriotiske krig i 1812, russisk: Отечественная война 1812 года eller 1812-krigen^[17]) var et fransk felttog ledet af den franske kejser Napoleon med det formål at tvinge Det Russiske Kejserrige ind i kontinentalblokaden af Storbritannien.

Felttoget blev indledt den 24. juni 1812, da den første bølge af en multinational hær, kaldet Grande Armée med mellem 450.000 og 600.000 mand, gik over den russiske grænse.^[18] Den russiske hær rådede ved invasionens begyndelse over 100-200.000 mand.^{[19][20][21][22][20]} Gennem en serie af lange marcher lykkedes det hurtigt Napoleon at drive sin hær langt ind i Rusland i et forgæves forsøg på at nedkæmpe den russiske hær, der trak sig tilbage for den fremrykkende invasionshær. Den russiske hær under ledelse af Michael Andreas Barclay de Tolly undgik større konfrontationer med den franske invasionsstyrke, og det kom i krigens første faser kun til et enkelt større slag, slaget ved Smolensk i august 1812, hvor Napoleon trak sig sejrrigt ud, men uden at kunne gøre den russiske hær ukampdygtig. Under den nye øverstkommanderende Mikhail Kutuzov^[23] fortsatte den russiske hær sit tilbagetog under brug af den brændte jords taktik, hvilket besværliggjorde invasionshæren muligheder for at skaffe sig forsyninger til den enorme hær.

Den russiske hær konfronterede først den invaderende franske hær ca. 110 km vest for Moskva under slaget ved Borodino. Napoleon opnåede en snæver sejr under slaget, men hans hær led store tab og det lykkedes ikke at ødelægge den russiske hær.^[24] Russerne trak sig tilbage mod syd og overlod Moskva åben for den franske hær.^[25] Den 14. september indtog Napoleon med sin hær på 100.000 mand byen, der dog forinden var blevet evakueret og brændt ned af russerne. Napoleon blev i Moskva i fem uger, hvor han afventede et fredsforslag fra zar Aleksandr 1.^[26] Der kom aldrig et fredsforslag, og Napoleon påbegyndte herefter et tilbagetog. Mangel på føde til mænd og heste, forfrysninger, sygdom og konstante guerillaangreb fra russiske bønder og kosakker førte til enorme tab i den franske hær. Tre dage efter slaget ved Berezina var der blot omkring 10.000 mand tilbage i den franske grande armee.^[27] Den 5. december 1812 forlod Napoleon hæren og vendte tilbage til Paris.^[28]

1. ^ Clausewitz 1906.
2. ^ Zamoyski 2004, s. 87.
3. ^ ^{a b c d} Bodart 1916, s. 126–127.
4. ^ ^{a b} Riehn 1990, s. 159.
5. ^ Riehn 1990, s. 241.
6. ^ Riehn 1990, s. 491.
7. ^ ^{a b} Bodart 1908, s. 445.
8. ^ Riehn 1990, s. 239.
9. ^ Riehn 1990, s. 493.
10. ^ ^{a b} Lentz 2004, vol. 2.
11. ^ ^{a b} Clodfelter 2017, s. 163.
12. ^ ^{a b c d} Clodfelter 2008, s. 175.
13. ^ ^{a b c} Bodart 1916, s. 127.
14. ^ Zamoyski 2005, p. 536
15. ^ Bogdanovich, "History of Patriotic War 1812", Spt., 1859–1860, Appendix, pp. 492–503.
16. ^ ^{a b} Bodart 1916, s. 128.
17. ^ Marian Kukiel, Wojna 1812 roku, Kurpisz, Poznań, 1999.
18. ^ Clausewitz 1906, s. 52.
19. ^ Clausewitz 1843, s. 47.
20. ^ ^{a b} Riehn 1990, s. 49–52.
21. ^ Clausewitz 1906, s. 25.
22. ^ Clausewitz 1843, s. 4.
23. ^ Riehn 1990, s. 235.
24. ^ Riehn 1990, s. 237.
25. ^ Riehn 1990, s. 263.
26. ^ Riehn 1990, s. 285.
27. ^ Riehn 1990, s. 390.
28. ^ Riehn 1990, s. 391.