NemID

Ikke at forveksle med NemLogin.
Et NemID nøglekort med de private engangskoder. Et kort indeholder 148 stk. engangsnøgler.
En NemID nøgleviser.

NemID var en fælles log-in-løsning til danske netbanker og offentlige hjemmesider. NemID blev drevet af firmaet Nets DanID A/S og blev brugt i perioden fra 1. juli 2010 til 31. oktober 2023.

Tanken var, at man skulle kunne bruge NemID til at logge ind på de institutioner, der havde tilsluttet sig ordningen. Man skulle dog have et OCES-certifikat for at få en offentlig digital signatur. Man skulle kunne logge på med NemID fra en hvilken som helst computer, både i Danmark og i udlandet. Et af kravene var, at der skulle være to-faktor-autentificering. For at imødekomme dette krav havde man i første omgang valgt, at brugerne skulle benytte både en adgangskode (den ene faktor) og et nøglekort med engangskoder (den anden faktor).

Modsat andre fælles log-in-løsninger, så som Googles og Facebooks, så var NemID ikke baseret på en kryptologisk garanti. Mens sikkerheden i for eksempel Googles fælles log-in-løsning er baseret på HTTPS, i det man skal bruge domænenavnet til at sikre sig, at man sender sit Google-password til Google (trusted third party), så var NemID baseret på at man indtastet sit NemID-password på vilkårlige websider, og så håber at disse sider ikke ville stjæle ens NemID-password.[1]

I efteråret 2014 blev det opgjort, at 9 ud af 10 danskere havde NemID, hvor tallet var 8 ud af 10 to år før.[2]

NemID blev erstattet af MitID i løbet af 2021-23.[3][4]

  1. ^ NemID er ikke kryptologisk sikker - og myndighederne er ligeglade | Version2
  2. ^ 9 ud af 10 danskere har nu NemID. DR. Hentet 27/10-2014
  3. ^ MitID erstatter NemID
  4. ^ MitID fra Digitaliseringsstyrelsen.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy