Nicolas Winding Refn

Nicolas Winding Refn
Refn ved Filmfestivalen i Cannes i 2013
Personlig information
Fulde navnNicolas Winding Refn
Andre navn(e)Jang
Født29. september 1970 (53 år)
København
NationalitetDanmark Dansk
BopælØsterbro, København
ForældreAnders Refn
Vibeke Winding
ÆgtefælleLiv Corfixen
Børn2
BeskæftigelseFilminstruktør, manuskriptforfatter, producer
Aktive år1996–nu
Kendte instruktionerPusher (1996)
Eksterne henvisninger
bynwr.com

Nicolas Winding Refn (født 29. september 1970 i København), også kaldet Jang,[1] er en dansk filminstruktør, manuskriptforfatter og producer. Han er søn af filminstruktør Anders Refn og filmfotograf Vibeke Winding. I 1992 startede han på Filmskolen i København.[2] Han valgte dog at droppe uddannelsen for i stedet at lave filmen Pusher om det københavnske misbrugsmiljø, hvilket blev Refns debut som spillefilmsinstruktør. Filmen solgte i 1996 185.000 biografbilletter i Danmark og blev efterfølgende solgt til 50 lande.[3] Han fulgte i 1999 gennembruddet op med den barske socialpsykologiske dramafilm Bleeder, der ligesom Pusher havde Kim Bodnia og Mads Mikkelsen i hovedrollerne. Bleeder havde verdenspremiere ved Filmfestivalen i Venedig i 1999 og trods en massiv markedsføring blev den kun set af omkring 91.000 mennesker i de danske biografer.[4]

I 2001 fungerede Refn som kreativ producent på DR's gyserserie De udvalgte sammen med Jens Dahl.[5] I 2002 instruerede han Fear X, som sin første engelsksprogede film. Filmen havde et budget på 40 millioner kroner og blev skrevet i samarbejde med den amerikanske forfatter Hubert Selby Jr.[6] Hovedrollen spilles af John Turturro som sikkerhedsvagten Harry Caine, der bliver besat af at opklare og forstå mordet på sin gravide kone. Filmen fik verdenspremiere på Sundance Film Festival i 2003, men filmen floppede fælt omsætningsmæssigt og Refn gik konkurs.[7] Han fik en gæld på fem millioner kroner, men han kunne i 2005 tilbagebetale pengene af indtjeningen fra Pusher II og Pusher III.[8] I 2008 instruerede han Bronson der har Tom Hardy i hovedrollen som Charles Bronson, Storbritanniens mest voldelige fange.[9] Året efter instruerede han vikingefilmen Valhalla Rising, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen som en enøjet, stum vikingekriger. Valhalla Rising blev modtaget med blandede anmeldelser og floppede i biograferne.[10][11]

I 2011 instruerede han actiondramaet Drive med Ryan Gosling i hovedrollen som den mystiske Driver, der er stuntmanden om dagen og flugtchauffør i den kriminelle underverden om natten. Ved Filmfestivalen i Cannes samme år vandt han prisen for bedste instruktør. Gosling spillede også hovedrollen i Refn's niende film, Only God Forgives i 2013, som blev udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes. Gyseren The Neon Demon (2016), med Elle Fanning i hovedrollen, blev ligeledes udtaget til Cannes' hovedkonkurrence.

I 2019 stod han bag Amazon miniserien Too Old to Die Young. I 2023 havde hans serie Copenhagen Cowboy premiere på Netflix. Det er Refns første projekt på dansk siden Pusher III (2005).[12]

  1. ^ MICHAEL BO (23. juli 2009). "Refn vil være mere end berømt". Politiken.
  2. ^ Ritzau (14. april 2016). "Film af dansk instruktør udtaget til hovedkonkurrence i Cannes". Avisen.dk.
  3. ^ Kristian Dam Nygaard (21. maj 2019). "Skuespillere bekræfter Refns kokain-afsløring: 'Jeg ved ikke, hvor stofferne kom fra'". BT.
  4. ^ Ebbe Iversen (26. september 2003). "Succes og fiasko". Berlingske.
  5. ^ Per Theil (2. september 2001). "De overvågede". Berlingske.
  6. ^ Henrik List (5. marts 2002). "Ny stjernespiller til Refn". Berlingske.
  7. ^ Jeppe Lykke Hansen (23. maj 2011). "Refns kamp: Tre gange konkurs på fem år". TV 2.
  8. ^ Daniel Øhrstrøm (24. maj 2011). "Dansk films frække gulddreng". Kristeligt Dagblad.
  9. ^ WENN (12. marts 2009). "Mere kritik af dansk Bronson-film". TV 2.
  10. ^ JOANNA VALLENTIN (31. marts 2010). "Valhalla Rising splitter anmelderne". Berlingske.
  11. ^ "Valhalla Rising" flopper i Danmark – men hitter i udlandet, filmz.dk, 14. maj 2010
  12. ^ Jacob Ludvigsen (25. februar 2022). "Det ved vi om Nicolas Winding Refns danske Netflix-serie 'Copenhagen Cowboy'". Soundvenue.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy