Norden

For alternative betydninger, se Norden (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Norden)

Betegnelsen Norden angiver de fem nordiske riger. Betegnelsen menes at hidrøre fra tysk og henviser til beliggenheden i forhold til Tyskland^[1].

De nordiske lande udgør en region i Nordeuropa og Nordatlanten, som består af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, og de selvstyrende områder Ålandsøerne (del af Finland), Færøerne (del af Danmark) og Grønland (del af Danmark). Samerne har også en grad af uafhængighed. Skandinavien bruges undertiden som synonym for Norden, men i de nordiske lande opfattes disse som to forskellige ord, især fordi Skandinavien pr. definition består af landene Danmark, Norge og Sverige.

Regionens fem suveræne stater og tre autonome regioner deler en meget fælles historie samt fælles træk i deres respektive samfund, såsom politiske systemer, sprog og den nordiske model.

Politisk udgør de nordiske lande ikke en selvstændig enhed, men til gengæld samarbejder de i Nordisk råd. Sprogligt er landene homogene med tre uafhængige sproggrupper, den nordiske som hører til de indoeuropæiske sprog og finsk og samisk, som hører til de uralske sprog, såvel som det eskimoisk-aleutiske sprog grønlandsk, som tales i Grønland. De nordiske lande har en samlet befolkning på 27.688.062 (2021) indbyggere spredt ud over et areal på 3.5 million km² (Grønland tegner sig for 60% af arealet).

1. ^ Nudansk Ordbog, bd 2, s. 67. Samme forklaring gives i Ordbog over det danske sprog, mens Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XVII (1924), s. 1081 blot nævner ordets brug om Danmark, Norge og Sverige.