Odin fra Lejre er en lille støbt sølvfigur fra ca. år 900 e.Kr.. Det er foreslået, at figuren forestiller guden Odin siddende i sit højsæde Lidskjalv, flankeret af ravnene Hugin og Munin på armlænene. Den lille sølvfigur er fundet af amatørarkæologen Tommy Olesen i september 2009 i forbindelse med en af ROMUs udgravninger af kongesædet fra yngre jernalder i Gammel Lejre og er nu udstillet på Lejre Museum.
Den lille figur er støbt i sølv og forgyldt og indlagt med niello, en sortfarvet metallegering. Den er 18 mm høj og vejer 9 gram.
Roskilde Museum meddeler, at figuren forestiller den øverste af de nordiske guder, Odin, siddende på sin trone forsynet med attributter, der viser hans kraft og dominerende position.
Odin er iført en kappe og sidder på sit kunstfærdige højsæde, Lidskjalv, som gav ham magiske kræfter. Når Odin sad her, kunne han skue ud over hele verden. De to fugle på tronens armlæn er ravnene Hugin og Munin, som støttede Odins udsyn og alvidenhed. Hver morgen fløj de ud i verden og om aftenen, når de vendte tilbage, underrettede de Odin om, hvad der var foregået. Ryglænet er udsmykket med to hoveder, der tolkes som Odins to ulve Gere og Freke. Figuren bærer en udsmykning om hals og bryst, som kan være guldringen Draupner, der hver niende nat dryppede otte nye ringe.
Fremstillingen af Odin på sin trone er den ældste af sin slags og den eneste fra vikingetiden (ca. 750-1050). Fundet af figuren er med til at underbygge teorierne om Lejre som kongelig residens, som den fremstilles i Skjoldungesagaen.