Operation GrindStop 2014

En af Sea Shepherds autocampereFærøerne i 2014.

Operation GrindStop 2014 var en aktion eller kampagne, som Sea Shepherd Conservation Society førte på Færøerne i perioden juni til oktober 2014 for at forhindre grindedrab. I denne anledning var et stort antal frivillige Sea Shepherd-tilhængere fra hele verden placeret ved alle relevante fjorde, dvs. ved fjorde som af færøske myndigheder er godkendte til slagtning af grindehvaler (Hvalvágir).[1] Sea Shepherd forventede ved kampagnens start, at ca. 600 frivillige ville skiftes om at opholde sig på Færøerne i perioden. De frivillige holdt øje med, om der skulle komme en flok grindehvaler, og i så fald gjorde de alt hvad de kunne for at forhindre, at grindedrab skulle finde sted.[2]

Tilstedeværelsen af de mange aktivister, som gik rundt i sorte hættetrøjer med dødningehoveder på tøjet, som var en del af Sea Shepherds logo, skabte megen debat på Færøerne og blev jævnligt nævnt i danske[3] og udenlandske medier. Flere udenlandske medier kom til Færøerne for at belyse situationen, men de færøske myndigheder valgte ikke at udtale sig, derfor valgte flere almindelige færinger samt bestyrelsesmedlemmer fra Grindamannafelagið at udtale sig til de udenlandske medier. Under Operation GrindStop 2014 fandt kun et grindedrab sted, det skete på øen Sandoy den 30. august 2014. Det blev det første grindedrab, hvor hele området omkring stranden, hvor grindedrabet foregik, blev afspærret. Dette blev gjort i henhold til en ny bestemmelse i Grindebekendtgørelsen, § 11.[4] 14 Sea Shepherd aktivister, som forsøgte at forhindre grindedrabet i Sandur, blev anholdt, idømt bødestraffe og senere udvist fra Færøerne i et år.

I 2015 indledte Sea Shepherd en ny aktion mod grindedrab på Færøerne, Sleppið Grindini, som efter planen skal vare fra juni til oktober 2015. Denne gang er de ikke så mange som året før, og i 2015 er det lykkedes dem at få blodige videooptagelser, som de har lagt ud på nettet. Efter at to grindedrab fandt sted samme dag i henholdsvis Bøur på øen Vágar (tæt på lufthavnen) og i Sandagerð i Tórshavn, har Paul Watson opfordret Sea Shepherds tilhængere til at sende protestmails til alle danske folketingsmedlemmer, og det skete om søndagen den 26. juli 2015, da samtlige folketingsmedlemmer modtog i hundredvis af protestsmails, enkelte modtog endda mordtrusler.

  1. ^ "Aktuelt.fo, Her eru almennu hvalvágirnar í Føroyum (Her er de officielt godkendte hvalfangstfjorde på Færøerne)". Arkiveret fra originalen 8. august 2014. Hentet 31. august 2014.
  2. ^ Jyllandsposten.dk - Militante miljøaktivister flokkes til Færøerne. Hentet den 9. august 2014.
  3. ^ nyhederne.tv2.dk
  4. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet Grind-bekentgørelsen

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy