Oskisk er et uddødt indoeuropæisk sprog fra det sydlige Italien. Sproget er i den oskiske- umbriske eller sabelske gren af de italiske sprog. Oskisk er derfor en nær slægtning til umbrisk.
Oskisk blev snakker af en række stammer, herunder samnitterne,[1] Aurunci (Ausones) og Sidicini. De to sidstnævnte stammer blev ofte grupperet under navnet "Oskere". Den oskiske gruppe er en del af den pskiske-umbriske eller sabelske familie og omfatter det oskiske sprog og tre varianter (hernicansk, marrucinsk og paelignisk), kun kendt fra inskriptioner efterladt af Hernici, Marrucini og Paeligni, som var mindre stammer i det østlige/centrale Italien. Alfabetet var en tilpasning af det etruskiske alfabet, og blev brugt til at skrive oskisk i Campania og de omkringliggende områder fra det 5. århundrede f.Kr. indtil muligvis det 1 århundrede e.Kr.[2]