Panamerikanisme

Panamerikanisme betegner en bestræbelse for at samle hele Amerika til enig samvirken. Tanken dæmrede allerede 1823 i Monroe-doktrinen, men fik sit ydre udtryk i den kongres, som afholdtes i Washington den 2. oktober 1889 — 19. april 1890 af nordamerikanske stats- og forretningsmænd (med udenrigsminister Blaine i spidsen) og sendemænd fra de fleste mellem- og sydamerikanske stater. Der taltes især om en toldforening eller i det mindste gensidige toldlettelser og om voldgiftsretter til at afgøre stridigheder mellem staterne indbyrdes, men udbyttet blev kun ringe, da de nyspanske stater naturligt frygtede den langt mægtigere og folkerigere, angloamerikanske unions overvægt. Dog medvirkede kongressen vist nok til den fredsslutning, som i 1895 fandt sted mellem Argentina og Chile, og til at der frem til 1. verdenskrig blev ført nogen krige mellem de nyspanske stater indbyrdes.^{[bør uddybes]}

Senere blev to andre panamerikanske kongresser afholdt, den 22. oktober 1901 — 31. januar 1902 i Mexico og den 21. juli — 26. august 1906 i Rio de Janeiro, hvor et eget bureau siden 1890 virkede for at holde tanken vedlige. Desuden blev der holdt flere videnskabelige kongresser særskilt for Amerika. Endvidere tilkendegav Roosevelt i 1901 en udvidelse af Monroedoktrinen, hvorefter Nordamerika burde værge de mellem- og sydamerikanske stater imod mulige forurettelser fra europæiske staters side.