Paul Virilio

Paul Virilio
Personlig information
Født	Paul Charles Viriglio 4. januar 1932 8. arrondissement i Paris, Frankrig
Død	10. september 2018 (86 år) Rueil-Malmaison, Frankrig
Dødsårsag	Hjerte-kar-sygdom
Nationalitet	Fransk
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Paris Universitet, École nationale supérieure des arts appliqués et des métiers d'art
Elev af	Raymond Aron, Maurice Merleau-Ponty, Vladimir Jankélévitch
Beskæftigelse	Kunstmaler, byplanlægger, universitetsunderviser, kunstteoretiker, teoretiker, sociolog, fotograf, forfatter, arkitekt, filosof med flere
Fagområde	Boligsociologi, arkitektur, opinionsjournalisme, filosofi, urbanisme
Arbejdsgiver	École spéciale d'architecture, European Graduate School
Elever	Franklin Azzi, Jean Nouvel, Hala Wardé
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Prix Nomad’s (2009)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Paul Virilio (født 4. januar 1932 i Paris, død 10. september 2018)^[1] var en fransk filosof, kulturteoretiker og byplanlægger. Virilio studerede fænomenologi ved Sorbonne, og blev professor ved Ecole Speciale d' Architecture i 1968 efter at have beskæftiget sig med arkitektur siden 1963. Han stoppede med undervisning i 1998.

Virilio beskæftigede sig med krig, arkitektur og de moderne medier. Alle tre temaer ud fra en teoretisk historiefilosofisk ramme som han kalder dromologi. Det centrale for Paul Virilio var hastighed. Hans hovedtese var, at teknologiens fysiske hastighed kommer til at afgøre indretningen af selve samfundet. Dromologiens lov siger, at alting vil stige i hastighed, således at alt i sidste ende vil være allestedsnærværende og samlet i et punkt – da rummet bliver ophævet. Som eksempler på hvordan hastigheden indvirker på virkeligheden, nævnte han tekniske fremskridt inden for transportteknikker. Heste kræver stier, hestevogne kræver grusveje, og bilen kræver lige asfaltveje, for at udnytte sit potentiale. Hastigheden forandrer verden, og gør verden mindre.

Virilio mente, at synet er den eneste sans, der kan følge med udviklingen i hastigheden. Han så det blandt andet i pilotens funktion i flyveren, der begrænses til at være en fastlåst krop, hvor kun øjnenes funktion kan bruges. Kontorarbejde kunne være et andet eksempel.

1. ^ Jacob Dahl Rendtorff (29. september 2018), Den sidste store postmodernist er død, Kristeligt Dagblad, hentet 19. november 2018