Pentangle var et britisk folkband, dannet i 1967. John Renbourn og Bert Jansch, som havde spillet sammen ved forskellige lejligheder, dannede dette band sammen med Jacqui McShee, som sang traditionelle engelske folkesange, bassisten Danny Thompson og trommeslageren Terry Cox. Denne gruppe opnåede en bemærkelsesværdig succes. Efter at de havde holdt generalprøve på the Horseshoe pub i London, debuterede de som liveband i the Royal Festival Hall i maj 1967. Deres optræden, baseret på en meget varieret inspiration fra jazz, blues, traditionel folkemusik, originale sange og middelaldertemaer i en flydende og improviserende stil, førte dem videre på turné, bl.a. i USA i 1968, hvor de spillede i Carnegie Hall og på Newport Folk Festival. De mange turneer med Pentangle sled dog på medlemmerne, og trods vedvarende succes opløste de bandet i begyndelsen af 1973.
Bandet blev gendannet ved flere lejligheder, dog sjældent med hele den originale besætning. I 2007 var de imidlertid alle tilstede ved BBC Radio 2 Folk Awards for at modtage æresprisen. Denne begivenhed blev fulgt op af en turne i Storbritannien, som forløb over 12 dage.
Navnet Pentangle blev valgt, fordi der var fem bandmedlemmer, men pentagrammet har også en række mystiske associationer og er vist på sir Gawains skjold i det middelalderbritiske digt Sir Gawain and the Green Knight, som guitaristen John Renbourn var særlig fascineret af.[1]